Panasonic LUMIX DC-S1RII

Topmodellen fra Panasonic gør virkelig mange ting rigtigt, og betjeningen er i særklasse, men på ét område spænder kameraet ben for sig selv.

Pansonic Lumix DC-S1RII
© Panasonic

Indledning

Full-frame-kameraer med høj opløsning er sjældent fartdjævle, men med 40 billeder i sekundet lægger S1RII sig i front i klassen. Det er tilmed også det første LUMIX-kamera, der kan optage video i 8,1K.

Vi kunne holde den høje hastighed i små to sekunder, eller omkring 70 fotos ad gangen. Til langt de fleste motiver er det rigeligt, men der gik hele 27 sekunder, før bufferen var tømt til vores CFexpress-kort, og kameraet igen var klar til en lignende serie.

På mange måder er det et helt forrygende kamera til alle typer motiver. Det har dog et enkelt problem, der trækker ned. Den avancerede autofokus med motivgenkendelse er nemlig ikke helt pålidelig. Mere om det senere.

Læs mere

Betjeningen er fremragende. Der er hjul til valg af fremføringsmetode og optagetilstand, knapper til direkte valg af hvidbalance, ISO og eksponeringskompensation, og så har kameraet en dedikeret fokusknap. Her kunne vi lynhurtigt vælge fokusområde og motivgenkendelse, og rundt om knappen sidder en drejeknap, hvor man vælger mellem manuel, enkel og kontinuerlig fokus. Det fungerer virkelig godt, og man kan nemt skifte fokusmetode med øjet for søgeren.

S1RII har en superfleksibel skærm, der kan vippes ud til siden og drejes rundt, så den kan pege fremad, og når den er foldet ind, kan den også vippes op og ned, hvilket bl.a. fungerer bedre på stativ.

Motivgenkendelsen er generelt udmærket uden helt at nå de bedste, men et par gange i løbet af testperioden oplevede vi, at den slet ikke fandt motiverne. Med motivgenkendelse til dyr fotograferede vi fx en and på få meters afstand, hvor motivgenkendelsen ikke ville tage fat, og vi fik slørede billeder. I næste forsøg stillede kameraet fint skarpt på fuglen.

Billedkvaliteten er som forventet fra et kamera i denne klasse. Billederne er detaljerede, og støj dukker først for alvor op ved ISO 25.600 i jpeg-billederne, men er først problematisk på højeste ISO, som er 102.400.

PRIS

27.495 kr.

4 hurtige om Panasonic LUMIX S1RII

Vi oplevede ingen nævneværdig forvrængning, når vi brugte elektronisk lukker på hurtige motiver.

Videooptagelser i 8,1K betød bl.a., at vi kunne hive flotte stillbilleder på 34,9 mio. pixels ud af optagelserne.

Et minuts video i højeste opløsning fylder omkring to gigabytes, og raw-filerne fylder omkring 50 gigabytes stykket.

Billedstabiliseringen på sensoren klarer op til otte trin, og vi fik skarpe fotos på 70 mm på 1/4 sekund, hvilket er udmærket.

Sådan gjorde jeg

Jeg tog mere end 3000 raw- og jpeg-billeder af fugle i en park og motiver i fart. Jeg havde også kameraet med på en tur i byen, hvor jeg fotograferede arkitektur og også havde kameraet med inde i en mørk kirke. Desuden lavede jeg forskellige videooptagelser.

Her er min konklusion

Jeg er vild med betjeningen, der virkelig er gennemtænkt. Det er især vigtigt ved fokusindstillinger, som jeg meget hurtigt kan skifte. Billedkvaliteten er som forventet meget flot. Det store hår i suppen er motivgenkendelsen, der ikke er helt pålidelig.

Dommen

+

Fremragende betjening gør kameraet hurtigt at indstille.

Detaljerede optagelser og fine præstationer i svagt lys.

Høj maksimal optagehastighed.

Optager video i høj opløsning.

-

Motivgenkendelsen låser sig af og til ikke fast.

Karakter

Specifikationer

44,2 mio. pixels

1,84 mio. punkter, skærm

40 billeder/sekund

795 gram

Nærmeste konkurrent

Testbilleder