Et af vores væsentligste kritikpunkter ved Panasonics systemkameraer har gennem årene været deres stålsatte fastholdelse af kontrastbaseret autofokus. Sammenlignet med konkurrenternes hybridfokus har den ganske enkelt ikke kunnet følge med motiver i bevægelse med samme hastighed og sikkerhed.
Med det nye Panasonic Lumix S5 II er vores bønner om et mere tidssvarende fokussystem endelig blevet hørt.
Samtidig er der skruet godt op for hastigheden. S5 II kan nemlig skyde 30 billeder i sekundet. Med det ældre S5, som forbliver på markedet, er hastigheden kun på syv billeder per sekund. Med den mekaniske lukker klarer S5 II 9,0 billeder i sekundet.
>Læs også: Så godt klarede Panasonic Lumix S5 sig

Søgeren i Panasonic Lumix S5 II har en opløsning på 3,68 mio. punkter.
© PanasonicKraftig billedstabilisering
Panasonic Lumix S5 II er udstyret med en helt ny billedchip på 24,0 mio. pixels, og billedstabiliseringen er kraftigt forbedret, så den nu kan kompensere for intet mindre end 8,5 trin i stedet for 6,5.
Sikker autofokus
Den nye hybridfokus har 779 fokuspunkter. Fokussystemet benytter intelligent motivgenkendelse, som kan skelne mellem mennesker og dyr. Autofokussen kan også fastholde et motiv, selvom andre motiver i billedet bevæger sig.
Superopløsning
Ligesom andre S-modeller kan Panasonic S5 II sætte en serie af fotos sammen til et billede med superopløsning. Det særlige er, at man med S5 II også kan gøre det håndholdt. Resultatet er et billede på 96 mio. pixels.
Video i 6K
S5 II leverer video i 6K uden tidsbegrænsning, og der er skruet op for mængden af avancerede indstillinger. Det er fx muligt at tilføje en særlig farvestil, også kaldet Color Grading, allerede i optagelsen.
Mere på vej
Sammen med lanceringen af S5 II har Panasonic også annonceret en version med endnu mere fokus på video end S5 II. Dette kamera hedder S5 IIX og kommer først på markedet til foråret.
Prisen for Panasonic S5 II er 17.990 kroner, mens S5 IIX kommer til at koste 19.990 kroner.
Vi var med ved præsentationen i Spanien, hvor vi, som nogle af de første, fik mulighed for at skyde med S5 II. I Fordelszonen på digitalfoto.dk kan du snart læse vores dom.