Kameraet måler kun 11,7 x 7,0 x 4,5 cm. Den berøringsfølsomme skærm på 3,2 tommer er detaljeret, men desværre ikke fleksibel.
Sigmas fp-serie består af verdens mindste systemkameraer med full-frame-sensorer, og med fp L hæver Sigma baren, da kameraet har en opløsning på hele 60,2 mio. pixels. Her kan kun Sony A7R IV og mellemformatkameraer være med, og så er prisen tilmed forbløffende lav.
Udformningen er identisk med Sigma fp, der dog kun har 24,0 mio. pixels, og lommeformatet har også her sin pris. Grebet er dårligt, og man må undvære en søger. Man kan dog tilkøbe forskellige moduler, herunder den fine, elektroniske søger EVF-11 for 5195 kroner. Den har en opløsning på 3,68 mio. punkter og kan vinkles til lodret position. Den var perfekt, når vi skød i jordhøjde.
Menu og betjening er enkel, men kameraet er hele to sekunder om at starte. Ved serieoptagelser var bufferen fyldt allerede efter 12 billeder. Og det tog hele 33 sekunder, før den var tømt.
Autofokussen er med sine 49 fokuspunkter ikke på niveau med konkurrenterne. Den ikke så hurtig som fx Sony A7R IV, og selv om der er udmærket ansigtsgenkendelse, er der ingen øjefokus. I det hele taget er kameraet ikke gearet til action, men til stillestående motiver, som landskaber og arkitektur. Billedstabilisering må man også undvære, og lukkeren er udelukkende elektronisk.
Billedkvaliteten er på højde med Sony A7R IV. Der er mange detaljer og god kontrol med støj op til ISO 6400, og værdier op til ISO 25.600 kan sagtens bruges. Sigmas støjreduktion tager dog lidt hårdere fat fra ISO 12.800. Laveste ISO-værdi er 100, men den kan udvides til ISO 6. Det gør det muligt at skyde med en stor blændeåbning eller lange lukkertider i solskin uden gråfilter. Kameraet skal dog på stativ, og motiverne være i ro, for de særligt lave ISO-værdier opnås ved at kameraet tager en billedserie, som stackes til et enkelt foto. Det fungerer fint, men det tager 20 sekunder, før billedet er klart.
På videosiden leverer fp L fornem 4K-kvalitet og har mange avancerede indstillinger.
PRIS
18.795 kr.
Det syntes vi efter ...
4 minutter: Menu og betjening gør det nemt at komme i gang.
7 timer: Skærmen kan ikke vippe, så vi blev glade for den ekstra søger.
6 dage: Den høje opløsning er lækker, men det er til rolige motiver.
Dommen
+
Tårnhøj opløsning til spotpris.
Lav vægt og lommevenligt design.
Tager fotos med mange detaljer.
–
Ingen billedstabilisering eller søger.
Ikke så velegnet til action.
Nærmeste konkurrent
Testbilleder
Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.