Dit kamera er yderst sårbart, når du skifter objektiv, så det er med at holde tungen lige i munden for at undgå skader.
Her fortæller vi, hvad du absolut ikke må gøre - og hvordan du griber det rigtigt an.
Lad aldrig kameraet være tændt
Én ting du for alt i verden skal undgå, er at skifte objektiv, mens kameraet er tændt. Det lyder simpelt, men det er nemt at glemme i farten. Sker det, kan det gøre alvorlig skade på kameraets sensor.
Er kameraet tændt, når objektivet tages af, vil sensoren være direkte eksponeret for lys, og for meget lys kan skade den for bestandigt.
Sensoren vil også være mere tilbøjelig til at tiltrække støv og snavs, da der vil være en øget grad af statisk elektricitet, når kameraet er tændt.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Tænk et skridt frem
For at få objektivet af, skal knappen lige ved siden fatningen trykkes ind. Dermed låses det op, og du kan dreje det af. Det er en smal sag.
Det vigtigste her er, at du tænker fremad og er forberedt på, hvad du skal gøre efterfølgende. Står du og fumler med det for længe, kan der komme snavs ind i kameraet, der kan ses på billederne og skade sensoren. Især hvis du er udenfor i blæst, regn eller støv.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Undgå at sensoren er blottet
Kamerasensoren er den mest sårbare komponent, så det er den, du skal sørge for at skærme af som det første. Stil objektivet fra dig med glasset opad, og sæt nyt objektiv eller dæksel på dit kamera hurtigst muligt.
Er kamerasensoren eksponeret for længe, kan støv og skidt ramme den. Det kan gøre permanent skade. Hvis du er ude i regnvejr eller støvede omgivelser, kan du skærme med din jakke eller lignende, mens du skifter.
Der findes kameraer, som kan skærme sensoren med lukkermekanikken, når objektivet er taget af, men her er der risiko for, at man rammer lukkeren, når man skruer objektiv eller dæksel på, og det kan være ligeså slemt som at ramme sensoren.
Det bedste er derfor at sørge for, at sensoren er blottet i så kort tid som muligt.
Lad ikke objektivet ligge uden dæksel
Kameraobjektivets bagende er også sårbar, om end ikke helt så sårbar som sensoren. Vent derfor med at dække denne, indtil kamerasensoren er skærmet, men tøv ikke for længe med at få dæksel på dit objektiv.
Snavs omkring fatningen, som rummer de essentielle tilkoblinger, kan nemlig også føre til defekter.