Sony A7C II måler 12,4 x 7,1 x 6,3 cm. Kameraet er dermed blevet 3,7 mm tykkere end forgængeren.
Med anden generation af det kompakte systemkamera A7C er der med A7C II fortsat tale om verdens mindste systemkamera med full-frame-sensor, indbygget billedstabilisering og elektronisk søger.
Sony A7C II har hentet flere fine sager fra det større A7 IV. Det gælder ikke mindst billedsensoren på 32,7 mio. pixels, og billedkvaliteten er da også i samme høje kvalitet med lidt finere detaljer selv ved ISO 25.600 end konkurrenterne i denne klasse.
Vi var utilfredse med det skrabede antal knapper og indstillingshjul på første generation, men det har Sony gjort noget ved. Der er kommet et indstillingshjul foran til pegefingeren, ligesom man kender det fra de større A7-modeller.
Sony har også tilføjet en ekstra funktionsknap, som kan programmeres til en funktion, man ofte bruger. Desuden er der berøringsfølsomme knapper på skærmen, hvor vi fx kunne skifte fokusmetode. Med lidt tilvænning fungerede det udmærket.
Vi savner dog et joystick til at flytte rundt på fokuspunkterne med på bagsiden af A7C II. Desuden er kameraets søger lidt lille og har en lavere opløsning end den i A7 IV.
Anderledes godt er fokussystemet, hvor fokuspunkterne dækker 94 procent af billedfladen. Det benytter en særlig AI-processor, som gør motivgenkendelsen utroligt præcis og vedholdende. Det oplevede vi, da vi fx fotograferede både cykelryttere og løbere ved et ironman-stævne. Her kunne autofokussen nemt fastholde personerne, selv om de var ude af syne i korte perioder. Også autofokussens insektgenkendelse fungerede upåklageligt, da vi fotograferede bier og hvepse i blomster.
Vi kunne dog godt ønske lidt mere fart over feltet. Da vi skød serier i højeste hastighed med både jpeg og raw og et hurtigt SD-kort i kameraet, var bufferen allerede fyldt efter 16 billeder. Den blev tømt på fem sekunder. Den slags problemer var vi helt fri for med A7 IV, der tager de hurtigere CFexpress-kort.
PRIS
18.500 kr.
Det syntes vi efter …
5 minutter: Ligger bedre i hænderne end forgængeren.
8 timer: Autofokussen imponerer med sin vedholdenhed
7 dage: Hastigheden skuffer til prisen.
DOMMEN
+
Flot billedkvalitet og avanceret 4K-video.
Autofokussen er imponerende vedholdende og sikker.
Imponerende god stabilisering i klassen.
-
Vi savnede ofte et joystick.
SD-kort er en begrænsning for hastigheden.