Jo større pixels et kamera har, jo mindre billedstøj laver det, og jo bedre bliver billeder i svagt lys. Derfor har Sony siden 2014 produceret de særlige A7S-modeller til video og foto i svagt lys. Full-frame-kameraet A7S III har blot 12,0 mio. pixels, men de er altså usædvanligt store, og det er rigeligt til 4K-video. Vi har testet et af de første eksemplarer af kameraet, hvor malingen knapt var tør, og firmwaren hed 0,91. Den endelige produktionsmodel kan altså blive yderligere finpudset.
I forhold til forgængeren har A7S III fået Sonys nye, store batteri og en avanceret autofokus med øjegenkendelse, fokustracking og 759 fokuspunkter. Det virker rigtig godt. Når du tager raw-fotos eller optager video til colorgrading på computeren, kan du arbejde med et dynamisk område op til forrygende henholdsvis 14 og 15 eksponeringstrin.
A7S III er en fornøjelse at bruge. Ergonomien er god, og den berøringsfølsomme skærm kan nu drejes i alle retninger. Søgeren er ekstremt finkornet og stor. Sony-folket vil straks føle sig hjemme. Alt sidder, som det plejer. Menuen er dog redesignet, så fanebladene nu ligger i venstre side. Den er lidt langsommere at bruge – blandt andet på grund af flere undermenuer.
Når det gælder fotos, har det populære og halvt så dyre Sony A7 III med 24,0 mio. pixels en bedre detaljegengivelse, men derudover oplevede vi, både ved foto- og videooptagelse, at der var overraskende beskeden forskel på de to kameraer. Det er først i helt svagt lys, at A7S III rigtigt trækker fra, og vi kunne skyde brugbare fotos i både sol- og måneskin. De gode egenskaber i svagt lys giver en frihed til at filme ved alle lysforhold, som gør, at det kvalificerer sig til at være et ægte videokamera. Skal du primært skyde fotos under normale lysforhold, er A7 III dog et bedre bud i kraft af sin højere opløsning og bedre detaljegengivelse.
PRIS
33.000 kr.