Sony Alpha9 II

Sony Alpha9 II er det hidtil hurtigste spejlløse full-frame-kamera fra Sony.

© Sony

Sony Alpha9 II er sportsfotografens drøm

Sony Alpha9 II skruer op for både optagehastighed og autofokussens ydelse, men der er også flere andre forbedringer i kameraet, der skal tage kampen op med Canon og Nikon ved OL i Tokyo i 2020.

3. oktober 2019 af Kristoffer Engbo

Sonys Alpha 9-serie er Sonys bedste bud til fotografer, der skyder sport og andre hurtige motiver. Første model kom i 2017, og nu er anden generation klar.

Autofokus i Sony Alpha9 II er blevet forbedret med bedre ydelse og præcision, så du kan fastholde selv motiver, der bevæger sig meget uregelmæssigt.

Sony Alpha9 II har 693 fasedetekterende fokuspunkter, der dækker 93 procent af billedfladen, og 425 kontrastdetekterende punkter. 

Det har desuden øjegenkendelse, hvor fokus låser sig fast på et øje, hvilket har imponeret os i fx Sony Alpha7R IV.

Læs også: Sony Alpha7R IV slår benene væk under os

Sony Alpha 9 II har konstant billede i søgeren

Som på Sony Alpha9 er opløsningen på 24,0 mio. pixels, og Sony Alpha9 II kan tage hele 361 jpeg-billeder med en hastighed på 20 billeder i sekundet, når du bruger den elektroniske lukker.

Med den elektroniske lukker bliver søgeren ikke engang sort mellem hvert billede, hvilket betyder, at du hele tiden kan følge med i, hvad der sker i motivet.

Med den mekaniske lukker i Sony Alpha9 II er hastigheden nu kommet op på ti billeder i sekundet.

Læs også: Sådan arbejder sportsfotograferne til VM i atletik

Mere robust Sony Alpha9 II

Sony Alpha9 II har fået en kraftigere vejrforsegling end forgængeren, så det bedre modstår støv og fugt, og så er knapper og greb blevet forbedret.

Sportsfotografer kan glæde sig over forbedrede netværksforbindelser, og så kan fotograferne føje talebeskeder til billederne, som sendes direkte med til fx billedredaktører.

Sony Alpha9 II kommer allerede til salg senere i oktober 2019, men Sony har endnu ikke offentliggjort priser. 

Herunder kan du se en video, som Sony har lavet om det nye kamera.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...