Vores første indtryk med Nikon Z 6 og Nikon Z 7

Nikon har lanceret deres største kameranyhed siden introduktionen af deres spejlrefleks med full-frame, og Digital FOTO var naturligvis med til præsentationen i London, hvor vi havde mulighed for at prøve de nye systemkameraer Nikon Z 6 og Nikon Z 7.

23. august 2018 af Poul Siersbæk

Når de store kameraproducenter for alvor rasler med sablerne, er der ingen grænser for, hvor høje forventningerne er, når et nyt og spændende produkt skal præsenteres. 

Sådan er det også med Nikons seneste satsning. 

En satsning, der skal sætte nyt liv i den japanske kameragigant.

Efter måneders venten med hemmelighedsfulde reklamekampagner, er Nikon nemlig endelig klar til at træde ind i systemkameraernes tunge liga. Endda med hele to modeller. 

Vi prøvede Nikon Z ved stor event i London

Vi var med på Design Museum i London, da de to Nikon Z-kameraer blev præsenteret med pomp og pragt. 

Vores udsendte reporter fik endda mulighed for at have kameraerne i hænderne og afprøve dem i forskellige scenarier. 

Nikon havde arrangeret catwalk, bmx-cykler og fægtning på museet, så der var lidt af hvert at prøve kræfter med, når de nye Nikon Z-modeller skulle testes. 

De skjulte forskelle på Nikon Z 6 og Nikon Z 7

De to nye Z-kameraer ligner hinanden som to dråber vand. De ligger fantastisk godt i hånden. Et solidt greb giver bedre ergonomi end konkurrenterne i samme klasse. 

Forskellen mellem Nikon Z 6 og Nikon Z 7 skal findes inde i kameraerne. 

Hvor Nikon Z 6 har en opløsning på 24,5 mio. pixels og kan skyde 12,0 billeder i sekundet, har Nikon Z 7 hele 45,7 mio. pixels, mens optagehastigheden er på 9,0 billeder per sekund.

Der er faktisk flere forskelle. Nikon Z 6, som må siges at være en allroundmodel, har 273 fokuspunkter, mens Nikon Z 7, der især henvender sig til landskabsfotografer og studiefotografer har 493 fokuspunkter og en maksimal ISO på 25.600. 

Ingen af dem lader til at være udprægede actionkameraer, men mon ikke der kommer en model til det segment på et senere tidspunkt.

> Læs mere om Nikon Zs specifikationer og andre nyheder fra Nikon ved samme lancering her.

Nikon Z7

Både Nikon Z 6 og Nikon Z 7 fås med det kompakte zoomobjektiv på 24-70 mm F4.0.

© Digital FOTO

Spritny objektivfatning i Nikon Z

De to nye kameraer er begge udstyret med full-farme-sensorer, og udfordrer dermed direkte Sonys Alpha-modeller. 

Nikon har udviklet den helt nye Z-fatning, som samtidig introducerer en helt ny objektivserie, nemlig NIKKOR S. 

Du vil dog fortsat kunne bruge hele 93 klassiske NIKKOR-objektiver ved hjælp en en spritny adapter, der fungerer med autofokus. 

Også den havde vi gode oplevelser med. Adapteren har en dybde på 2,0 cm, og vi oplevede, at autofokus fungerede fint.

Netop dette glæder vi os til teste grundigere, når kameraet lander på redaktionen. 

Nikon Z7

Ligesom Nikons traditionelle spejlreflekser er Z-serien designet af italienske Giugiaro, hvilket kan ses på den røde markering.

© Digital FOTO

Vores umiddelbare oplevelse er positiv

Vi nåede at lege med begge kameraer og nogle af de nye objektiver, og vores umiddelbare indtryk er virkelig gode. 

Autofokussen lader til at arbejde lynhurtigt og præcist, selv om der var tale om kameraer, som endnu ikke er klar til test.

Også den store, elektroniske søger på 3,7 mio. punkter var en fornøjelse at bruge. Uanset om man bruger briller eller ej, er det muligt at få okularet dejligt tæt på øjet, og gengivelse og opdateringshastighed virkede også godt.

Læs mere om Nikon her

Nikon Z 7

Skærmen på både Z 6 og Z 7 er fleksibel og berøringsfølsom.

© Digital FOTO

Fri leg med fokus

En sjov funktion, som andre systemkameraer også har, har også fundet vej til Nikon Z 6 og Nikon Z 7. 

Med Focus Shift er det nemlig muligt at placere fokus i billedet, efter det er taget ved at skyde en billedserie, som kameraet, så kan analysere. 

Den funktion glæder vi os til at prøve i praksis.

Indtil vi for alvor får kameraerne i hænderne, må vi glæde os over Nikons største kameranyhed, siden de trådte ind i full-frame-ligaen med deres D3 for ti år siden.

Og så er det naturligvis spændende, om Sony eller Canon har et modtræk.

Vi ser frem til en grundig test af Nikon Z 6 og Nikon Z 7. Du kan naturligvis læse vores anmeldelser i magasinet Digital FOTO. 

Se priser og specifikationer med mere her.

Du kan læse mere om Z-kameraerne hos Nikon her.

> Få en flot og praktisk fototaske til en ekstraordinær god pris med Digital FOTO. Få den sammen med 2 nr. af bladet for ialt 98 kroner. Se tilbuddet HER.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...