Vi går denne gang på jagt efter kameraer til en særlig film og finder det gamle, analoge spejlrefleks frem fra gemmerne, men er det for sent?
I løbet af en kort periode købte jeg hele tre spejlreflekskameraer fra 1980'erne samt diverse objektiver til Minoltas system. Det betød, at jeg kunne bruge forskellige film i kameraerne, så jeg havde to typer farvefilm i to af dem og en sort-hvid-film i det tredje.
Jeg bruger udelukkende negativfilm, som er billigere end positivfilm og ikke kræver helt så præcise eksponeringer. Udvalget af negativfilm er også større. Jeg brugte god tid på at undersøge egenskaberne på de forskellige filmtyper på internettet, inden jeg købte de første ruller. Her gik jeg med nogle af de sikre, nemlig Kodak Gold 200 til farver og Ilford Delta 100 til sort-hvid. I analoge kameraer bestemmer filmen ISO, og jeg gik efter de forholdsvis lave ISO-værdier på henholdsvis 100 og 200, da jeg primært ville fotografere udendørs om sommeren.
Filmene, jeg valgte, koster begge omkring 100 kroner stykket for ruller med 36 billeder. Der findes både billigere og dyrere negativfilm, og man kan også få film, der er langt mere eksperimenterende og fx har hård kontrast eller kraftige farvetoninger. Dem holder jeg mig dog foreløbigt fra.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Når jeg har skudt en film færdig, afleverer jeg den til fremkaldelse i en lokal fotobutik. Selve fremkaldelsen koster 50-100 kroner, og derudover får jeg lavet digitale skanninger. Her er der forskellige opløsninger og filtyper at vælge mellem. Jeg vælger høj opløsning på godt 30 mio. pixels i jpeg-format, som jeg betaler 120 kroner ekstra for per filmrulle. Efter nogle få dage får jeg billederne tilsendt via overførselstjenesten WeTransfer, så jeg kan downloade dem med det samme. De fremkaldte negativer kan jeg så hente i butikken.
Ud over de meget almindelige 135-film, som er den størrelse, mine spejlreflekskameraer bruger, er der kun få andre filmstørrelser, som stadig fås i dag. Man kan købe store 120-film til mellemformatkameraer, og så bliver der lavet nogle få film til det langt mindre 110-format. Med 135-film får man billeder, der fylder 24 x 36 mm på filmstrimlen, som er det samme som full-frame på digitalkameraer. Billederne på 110-film fylder 13 x 17 mm, så størrelsen stort set svarer til Four Thirds-sensorer i digitalkameraer. Til gengæld er 110-kameraerne også ret kompakte.
Sådan indstiller du kameraet
Død i kælderen
Da jeg opdagede, at man stadig kan få 110-film, gik jeg på jagt efter et brugt kamera til dette format. Formatet kom i begyndelsen af 1970, og kameraerne var som regel udformet som en lille aflang klods, man holdt op til øjet. De fleste havde ingen indstillingsmuligheder, men stort set kun en udløserknap. Kongen af denne type var Canons 110 ED20 med en lysstærk optik, blændeprioritet med mere. Brugtprisen ligger dog typisk på 400-500 kroner, hvilket er over mit budget for et “for sjov"-kamera, der muligvis ikke virker.
Jeg fandt dog det næstbedste, synes jeg selv, nemlig et Minolta Pocket Autopak 460T. Det kostede mig 117 kroner, har både et vidvinkel og et teleobjektiv, og der er manuel fokusindstilling. Jeg fik tilmed også fingrene i efterfølgeren 460Tx for 32 kroner. Her viste det sig dog, at flashen ikke virker. Jeg har købt tre film i 110-formatet, men har endnu ikke nået at tage billeder med det lille kamera.
Her kan man fornemme den lidt varme tone, man ofte ser fra Kodak-film. Vi har brugt Kodak Ultramax 400.
Gadgetfeberen havde fået tag i mig, så jeg fandt på et tidspunkt mit gamle spejlrefleks fra slutningen af 1990'erne frem fra kælderen. Det var et forholdsvis billigt Pentax MZ-50 med autofokus. Da jeg havde købt friske batterier til kameraet, lod det til at fungere – lige indtil jeg trykkede udløserknappen i bund, og der kom en grim lyd.
Efter lidt research på nettet kunne jeg se, at denne generation af Pentax-kameraer tilsyneladende havde nogle plasticdele ved spejlet, der i dag er mørnede, og derfor er mange af kameraerne nu ubrugelige. Nu var flammen dog tændt til også at finde et brugt spejlreflekskamera med autofokus. Det skulle vise sig at blive til mere end bare et enkelt kamera, og her var der også forskellige skavanker, jeg skulle være opmærksom på i den videre jagt.
Sådan løser jeg batteriproblemer
Ældre kameraer – typisk fra før 1980 – bruger batterityper, som ikke længere er til salg, bl.a. fordi de indeholdt kviksølv. Nogle typer kan erstattes af dyre specialbatterier, men der er også andre metoder, der kan variere lidt alt efter batteritypen. Her kan du se, hvad jeg har gjort.
Et af mine kameraer fra starten af 1970'ene bruger to RM-640-batterier på hver 1,4 V, som ikke fås mere. Her har jeg taget to almindelige LR44-batterier på hver 1,5 V og sat dem sammen med tape. De udgør det fysisk for det ene af de to oprindelige batterier.
Det andet af de oprindelige batterier erstatter jeg med sammenkrøllet stanniol. Spændingen fra de nye batterier er lidt højere. Det kan påvirke lysmåleren til at undereksponere, så jeg stiller ISO et trin under filmens – altså til ISO 200 på en ISO 400-film.
Lysmåleren i et af mine gamle spejlreflekskameraer benyttede et EPX-625-batteri på 1,35 V, som ikke længere er i handlen. Her har jeg igen brugt et udbredt LR44-batteri, og så har jeg købt en lille MR-9-adapter, der tilpasser størrelsen.
Selv om spændingen fra det nye LR44-batteri er lidt højere, måler lysmåleren i spejlreflekskameraet tilsyneladende korrekt, så jeg behøver ikke at ændre ISO-værdien.
