Nu skanner jeg selv negativerne og sammenligner med digitale udgaver af de analoge fotos fra fotohandleren, og så får jeg et af mine drømmekameraer til lavpris.
Jeg sørger altid for at digitalisere mine analoge fotos, så jeg kan se dem på computer og telefon. Her benytter jeg den nemme løsning og får fotohandleren til at skanne negativerne, når jeg indleverer filmene til fremkaldelse. Jeg vælger at få de digitale udgaver som jpeg-billeder i høj opløsning, der svarer til omkring 30 mio. pixels, hvilket koster omkring 120 kroner per film.
Billederne bliver sendt via et link på mail. Når mailen er modtaget, kan jeg hente de fremkaldte negativer i butikken.
Ligesom man selv kan fremkalde sine film – hvilket jeg dog ikke har kastet mig ud i endnu – kan man også selv lave digitale udgaver, når man har negativerne og en filmskanner. Det kan spare penge i det lange løb, og så har man også mulighed for at skanne gamle negativer, man måtte have liggende.
Derfor blev jeg nysgerrig på, hvor god kvaliteten bliver, når jeg selv skanner, sammenlignet med de digitale udgaver, jeg får fra fotohandleren. Så jeg lånte en Pacific Image PowerFilm Plus fra distributøren Focus Nordic. Skanneren, der koster omkring 6500 kroner, har den fordel, at man kan skanne mange billeder ad gangen. Man lægger bare en stak fillmstrimler i skanneren, så sørger den for at digitalisere alle billederne, uden at man skal gribe ind.
Det er dejlig nemt, og jeg skannede 24 billeder fra en rulle film på lige under en time. Her valgte jeg højeste opløsning på 24 mio. pixels og slog automatisk støvfjerning til. Man kan også få billigere filmskannere, men de kan typisk kun skanne ét billede ad gangen, hvilket kræver, at man hyppigt skal flytte filmen og sætte en skanning i gang på computeren.
Sådan skanner du film
Kvaliteten af billederne, som jeg skannede med PowerFilm Plus, blev flot. Farverne var lidt anderledes end dem fra fotohandlerens skanninger, men der kan også være forskelle på, hvordan farverne fra forskellige fotohandlere tager sig ud. Skarpheden og detaljegraden er ikke på helt samme niveau som fra fotobutikken, til gengæld bliver billederne fra skanneren ikke helt så kornede. Man skal dog zoome godt ind for at bemærke de små forskelle i skarphed og korn.
Billederne fra fotohandleren var beskåret en anelse tættere end dem, jeg fik fra skanneren, så jeg får altså lidt mere af billedet med, når jeg skanner selv. Begge metoder er dog fuldt ud brugbare og giver flotte resultater.
Seks kameraer til spotpris
Jeg har i øvrigt fået fingrene i et af de gamle spejlreflekskameraer, der har stået højst på min ønskeliste. Minolta XD-7 blev lanceret i 1977 og var delvist udviklet sammen med Leica. Det var Minoltas første kamera med både lukkertids- og blændeprioritet. Det har en solid metallukker og en særlig dæmpning af spejlet, og så ser det bare virkelig godt ud. Brugtpriserne ligger typisk mellem 1000 og 2500 kroner, men jeg fik det langt billigere.
Jeg opdagede det på en auktionsside på nettet, hvor det var sat til salg sammen med fem andre Minolta-kameraer. Modellerne var ikke udspecificerede. Af den grund var der nok ikke mange, der opdagede, at XD-7 var iblandt de seks kameraer. De brugere, der har sat notifikationer op, så de får besked, når denne model kommer til salg, fik altså ikke besked om kameraet.
Skanningen, vi selv har lavet, er lidt mindre skarp, men også mindre kornet end fotohandlerens skanning.
Jeg spottede kameraet på billederne, og der var også andre spændende modeller, som jeg gerne ville have fingrene i. XD-7 var endda i den attraktive sorte udgave, som var dyrere end sølvudgaven, da de blev solgt som nye. Jeg fik alle seks kameraer for 513 kroner inklusive forsendelse. Da udstyret kom, kunne jeg se, at XD-7 var i virkelig flot stand. Jeg har endnu ikke testet det med film i, men alle funktioner lader til at fungere.
De fem andre kameraer ser også ud til at være i fin form. Der var bl.a. et Dynax 7000i, som var topmodel i slutningen af 1980'erne, og hele to Dynax 5, som er et kompakt, men forholdsvis avanceret analogt spejlreflekskamera, der blev lanceret i 2001.
Alle seks kameraer havde i øvrigt tilhørende objektiver, så jeg fik også nogle udmærkede glas til samlingen.
Sådan holder jeg styr på negativerne
Jeg gemmer altid negativerne, så jeg senere kan skanne dem igen med andre justeringer. Får du fotobutikken til at skanne, vil jeg også anbefale, at du henter negativerne, så du har dem, hvis du selv vil skanne på et tidspunkt. Det skal dog være nemt at finde de rigtige negativer igen, hvis du får brug for dem. Her kan du se, hvordan jeg opbevarer dem.
Ringbind
Jeg har købt særlige negativlommer hos en fotohandler, som jeg har sat ind i et ringbind.
Saks
Som oftest er filmene skåret i strimler med fire til seks billeder på hver, når man henter dem fra fremkaldelse, men nogle gange får man en rulle med hele filmen. Så må man selv klippe op i passende længder.
Mærkater
På nogle negativlommer kan man skrive indholdet på filmen. På disse har jeg skrevet på et lille mærkat, så jeg nemt kan se, hvad der er på filmene.
3 veje til digitale filmbilleder
Fotohandleren
Det nemmeste er at få fotohandleren til at skanne negativerne, når du får dem fremkaldt. Det koster typisk 100-150 kroner ekstra, og du vil som regel få tilsendt en e-mail med et link til at hente billederne. Kvaliteten er ganske høj.
Filmskanner
Med en dedikeret filmskanner kan du selv gøre de analoge billeder digitale. Vi har gode erfaringer med modeller fra Plustek og fra Pacific Image. Der findes også nogle få flatbedskannere, som både kan skanne almindelige dokumenter og film. Priserne starter omkring 3000 kroner.
Kamera
Ved hjælp af en særlig holder med lys kan du bruge dit kamera som skanner, hvor du blot tager et foto af filmbilledet med et makroobjektiv på kameraet. Det er en del hurtigere end med skanner. Adapteren Easy35 fra finske Valoi koster 1749 kroner.
