Vi skyder analogt igen: Kom med på vores eventyr – del 6

I sidste afsnit af serien gør vi status over det første år med den genfundne analoge hobby. Samlingen af kameraer er vokset enormt, og det er ikke slut.

Kristoffer har nu 25 analoge kameraer, og der kommer helt sikkert flere til.

Samlingen af analoge kameraer er vokset enormt, siden vi genopdagede den analoge fotografering. Her i sidste afsnit gør vi status.

Nu er det godt et år siden, at jeg igen kastede mig over fotografering på film. Jeg købte et enkelt brugt spejlreflekskamera og tre ruller film og troede, at det skulle være det, men jeg blev vist grebet af det. Nu har jeg 19 analoge spejlreflekskameraer, seks kompaktkameraer, 31 objektiver, fem eksterne flash og en masse tilbehør i form af filtre, tasker, modlysblænder med mere. Der er sandsynligvis også en hel del af det, som jeg aldrig får brugt, men drømmen om at tage det i brug lever stadig.

Seneste køb er et skriggult Minolta Weathermatic-A til de små 110-film. Kompaktkameraet skulle være vandtæt ned til fem meters dybde. Det tør jeg nok ikke teste, for Minolta skriver i manualen, at O-ringen, som er den gummiring, der holder vand ude, skulle være brugbar i et år.

Den er formentlig ikke blevet skiftet, siden kameraet forlod fabrikken for omkring 45 år siden. Kameraet kan dog sagtens bruges over vand også. Det gule kamera kostede mig 34 kroner uden forsendelse, og de lave priser er grunden til, at det langtfra bliver mit sidste køb på det analoge brugtmarked. Man kan nemlig få virkelig lækre gadgets til ekstremt lave priser.

Mange af kameraerne på online brugtmarkeder sælges som beset, uden at sælgeren ved, om de virker med film i. Derfor er det ofte et sats, når jeg byder. Viser udstyret sig ikke at virke, når det kommer frem, er det bare ærgerligt, medmindre sælgeren har skrevet, at det virker. Jeg har da også kasseret nogle kameraer og objektiver undervejs, som viste sig at være defekte. Senest opdagede jeg, at et af kameraerne ikke virker helt, som det skal.

Jeg havde sat en film i kameraet, der er fra begyndelsen af 1990’erne. Da jeg tog det første billede, lød alt, som det skulle, men så spolede kameraet bare filmen tilbage og ind i rullen. Efterfølgende stod der den ubrugelige besked HELP i displayet. Heldigvis har jeg en udgave mere af den samme kameramodel. Den har jeg også sat en film i, og halvvejs igennem rullen lader dette kamera heldigvis til at fungere uden problemer.

God analogteknik

Blander digital og analog

Jeg har langtfra lagt digitalkameraerne på hylden, og faktisk har jeg kombineret det nye og det gamle udstyr. De gamle objektiver fra 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne er typisk primes – altså objektiver med fast brændvidde. De er ofte lysstærke og af høj kvalitet, og jeg har brugt flere af dem på digitale kameraer ved hjælp af adaptere, som sættes mellem objektiv og kamerahus.

Jeg må fokusere manuelt, men jeg får en kraftigere baggrundssløring end med mine mindre lysstærke moderne objektiver. Skarpheden er heller ikke helt på niveau med de nye objektiver, men billederne får ofte lidt af den analoge charme, når jeg bruger de gamle glas.

Kristoffers seneste køb er dette vandtætte Minolta Weathermatic-A til de særlige 110-film.

Jeg har ikke fået taget så mange analoge billeder i løbet af det første år, som jeg gerne ville. Det skyldes flere ting, og en af dem er noget af det, jeg bedst kan lide ved analogfotografering. Det trækker mig nemlig ned i tempo. Jeg koncentrerer mig mere om kompositionen, bruger tid på at lægge fokus rigtigt og venter i langt højere grad på det rigtige øjeblik, end jeg har været vant til med digitalkameraer.

Det betyder også, at jeg nyder at tage hvert enkelt billede. Og det med at bruge mere tid på hvert enkelt billede kan jeg i den grad også bruge, når jeg skyder digitale billeder. Forhåbentlig kan det også betyde, at jeg tager færre billeder, når jeg har digitalkameraet med mig, og dermed slipper for at gennemgå helt så mange billeder, som jeg efterfølgende skal rydde ud i ved computeren. Jeg er i hvert fald sikker på, at genopdagelsen af det analoge har gjort det sjovere at tage billeder, og at det gør mig til en bedre fotograf.

Tips til analogt udstyr

Udstyr til analog­fotografen

3 veje til brugt analogt udstyr

Online markedspladser
Det meste af Kristoffers udstyr er købt på onlinetjenester, fx dba.dk, eBay og Tradera. Noget kan købes med det samme, mens andet er på auktion. Man kan typisk indstille deres apps, så man får notifikationer, når bestemt udstyr kommer til salg.

Genbrugsbutikker
Du kan ofte finde brugt, analogt kameraudstyr i almindelige genbrugsbutikker. Det gælder både dem, som velgørenhedsorganisationer driver, og forretninger, som fx opkøber dødsboer.

Kamerabutikker
Nogle kamerabutikker har også brugt grej, hvoraf noget af det kan være testet og serviceret. Vil du være sikker på, at udstyret virker, kan du købe godkendt, certificeret og istandsat analogt grej hos finske Kamerastore.com, der tjekker og vurderer det, de sætter til salg.