Kameraet i iPhone kan skyde flotte videoer, men du har ikke særlig meget kontrol over indstillingerne. Ønsker du at præge videooptagelserne i højere grad, kan vi på det varmeste anbefale appen Blackmagic, som er skabt af udviklerne bag det velrenommerede videoredigeringsprogram DaVinci Resolve.
Professionel betjening
Du har manuel kontrol over alle tænkelige kameraindstillinger. Det gælder ikke kun brændvidde, billedfrekvens, ISO og hvidbalance, men også fokus, stabilisering, LUT, beskæringsformat og meget andet. Således er der fuld kreativ frihed til at skyde video, som du ønsker.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Et klaptræ i mobilen
Appen hjælper dig også med at holde styr på dine optagelser. Den har en funktion, som minder om et klaptræ, hvor du kan markere, hvilken scene det er, hvilket take, om det er udendørs, indendørs, nat eller dag samt klikke af, om det var et godt skud.
Et væld af formater
I menuen Settings er der mulighed for at dykke ned i avancerede indstillinger som codec, hvor du kan vælge mellem en lang række af de nyeste samt farverum, lydformat og meget andet. Du kan også indstille kameraet til at skyde timelapse videoer og indstille, hvor stort interval der skal være imellem skuddene.
Godt alternativ til Android
Blackmagic Cam er indtil videre kun til iPhone. Det ser dog ud til, at appen også snart vil være tilgængelig til Android. Indtil da kan man få mange af de samme funktioner i appen Filmic Pro.