En sensor ved søgeren sørger for kun at tænde skærmen, når øjet er for søgeren.
Dette lille kamera ligner ikke noget, vi har set før, og det gør specifikationerne heller ikke. Der er to brændvidder, der svarer til 100 og 400 mm, og sidstnævnte kan digitalt udvides til 800 mm. PowerShot ZOOM har optisk billedstabilisering, og tilsammen giver brændvidderne og stabiliseringen faktisk en rigtig god og sjov kikkert til ét øje. Det er desuden lækkert, at den ikke er større, end at den kan ligge i en bukselomme.
Den optiske kvalitet er ikke så god som i en rigtig kikkert. Billedet er lidt gnidret i den elektroniske søger med 2,36 mio. punkter, men det står ganske stabilt, og på 800 mm kommer man meget tæt på.
Betjeningen er simpel. På en knap ovenpå vælger man mellem de tre brændvidder, og på knapperne under søgeren kan man tage fotos eller optage video. I menuen, som man ser via søgeren, kan man foretage nogle få indstillinger. Det er dog omstændeligt at justere fx eksponeringskompensation eller fokusmetode. Man kan se optagelserne i søgeren, og via menuen kan man trådløst koble PowerShot ZOOM til sin smartphone og nemt overføre optagelser, så man kan se dem i lidt større format. Billederne fortjener dog ikke at blive vist større end det.
Da vi fik optagelserne op på en computerskærm, blev vi nemlig skuffede. Ingen af billederne var helt skarpe, og selv på ISO 100 blev en blå himmel grynet. Billedkvaliteten ligner i det hele taget noget fra en 15 år gammel mobiltelefon. Videooptagelserne i Full HD er der heller ikke meget ved. Kvaliteten er dårlig, og rystelser bliver så tydelige, at man ikke rigtig kan holde ud at se på optagelserne. Der er ikke stativgevind, hvilket lægger op til, at man optager håndholdt.
PRIS
2650 kr.
Det syntes vi efter ...
5 minutter: Sjov kikkert, der ligger godt i hånden.
4 dage: Det er umuligt at få rolige videooptagelser.
Dommen
+
God indbygget billedstabilisering.
Let kamera i fin lommestørrelse.
Sjov lille kikkert.
–
Meget ringe billedkvalitet.
Lader skal tilkøbes.
Testbilleder
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.