Capture One Pro 12

Capture One Pro 12 har blandt andet fået en ny brugerflade.

© Capture One/Shutterstock

Capture One puster Lightroom i nakken

Danske Phase One er med programmet Capture One en hård konkurrent til Adobe. Det er der flere grunde til. Programmet har efterhånden fået en langt mere intuitiv brugerflade, og så er der rigtig mange justeringsmuligheder, som ikke mindst professionelle fotografer sætter pris på.

13. december 2018 af Poul Siersbæk

Capture One er et virkelig stærkt program til billedredigering og raw-konvertering. 

Programmet har i sin seneste udgave, Capture One Pro 12, fået den helt store tur – både i forhold til brugerflade og i forhold til nye smarte funktioner og redskaber, der skal gøre billedbehandlingen nemmere og mere præcis.

Capture One har i lang hørt til de professionelle fotografers førstevalg, når det gælder programmer til billedbehandling. 

Det skyldes især programmets utroligt mange justeringsmuligheder – især, når det gælder farver og hudtoner. 

Desuden er Capture One virkelig stærkt til fjernstyrede optagelser, også kaldet tethered shooting, hvor kameraet er koblet direkte til computeren og styres fra programmet. Det er perfekt i fotostudiet.

Capture One er et klart alternativ til Lightroom

Capture One kunne tidligere virke lidt overskueligt for mange nye brugere, men med Capture One Pro 12 er det blevet nemmere at navigere i det omfattende program. 

Brugerfladen er blevet frisket op med mere overskuelige ikoner, og arbejdsgange og menuer føles mere logiske. 

Tilmed kan du tilpasse brugerflade og tastaturgenveje efter dine behov. 

Derfor fremstår den nye version langt fra kun som valget for professionelle fotografer. Selv for entusiaster er programmet et oplagt alternativ til Lightroom.

> Læs også: Her er de bedste gratis programmer til billedbehandling.

Capture One Pro 12

Luma Range er et af de nye redskaber, som tilpasser dine maskeringer i Capture One Pro 12.

© Capture One

En mester i maskering

Capture One har et væsentligt fortrin i forhold til Lightroom. 

Det er nemlig muligt at arbejde i lag, ligesom du kender det fra fx Photoshop. 

Sammenholdt med de helt nye maskeringsværktøjer har du her de optimale muligheder, hvis skal lave maskeringer, så dine justeringer kun tager fat i udvalgte områder af billedet. 

Capture One Pro 12 byder på hele tre nye redskaber til at lave præcise maskeringer.

Capture One Pro 12

Med Linear Gradient Mask kan du lave nye og meget præcise maskeringer som forløb.

© Capture One

De tre nye maskeringsværktøjer er Luminosity Mask, Linear Gradient Mask og Radial Gradient Mask, som sammen med den smarte funktion Luma Range gør det nemt at tilføre masker. 

Her kan du justere lys, skygger og farver meget lokalt i billedet.

Maskeringsredskaberne laver masker i forskellige størrelser og former eller som forløb. 

Capture One Pro 12

Radial Gradient Mask er endnu et nyt og smart redskab til at arbejde i udvalgte områder i billedet.

© Capture One Pro 12

Også godbidder til Fujifilm-brugere

Har du et Fujifilm X- eller GFX-kamera, kan du glæde dig over, at du nu kan tilføre Fujifilms filmsimuleringer som Acros og Velvia i billedbehandlingen med samme virkning som i kameraet. – ganske som vi kender det fra Adobe Lightroom CC.

Større kamerabank i Capture One

Med den nye Capture One Pro 12 understøttes nu over 500 kameraer og mere end 500 objektiver. Herunder Canon EOS R, EOS M5, Nikon Z 6 og Z7 samt Fujifilm GFX50R.

Vi er allerede godt i gang med at teste den gedigne raw-konverter, så du vil snart kunne læse vores fulde dom over programmet i bladet og i Gearguiden.

Capture One Pro 12 koster 2605 kroner, men findes også i versioner til kun Fujifilm eller Sony for 1859 kroner.

En fuld abonnementsløsning koster 142 kroner månedligt.

Du kan hente en gratis prøveversion her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...