Nu behøver du ikke betale en mindre formue for at få et Leica-kamera. Leica har nemlig lanceret en gratis kameraapp til iPhone, hvor du kan tage billeder med nogle af luksusmærkets billedstile.
I Leica LUX, som appen hedder, kan du tage billeder i ProRAW-formatet og i jpeg- eller heic-format, og du kan på forhånd vælge mellem forskellige Leica Looks, som firmaet kalder deres billedstile. Billedstilen Leica Look Standard bruger samme farvegengivelse som kameraerne i Leica Q-, Leica M- og Leica SL-serierne.
Desuden kan du vælge Leica Look Vivid, der giver kraftigere farver, Leica Look Natural, der giver mere dæmpede farver, Leica Look BW Natural, der giver sort-hvide billeder, og Leica Look BW High Contrast med sort-hvide billeder, der har høj kontrast.
Du kan vælge mellem forskellige brændvidder, og så kan du som noget særligt indstille appen til blændeprioritet, der gør brug af den kunstige baggrundssløring på iPhone, så du kan vælge blændeværdi og dermed dybdeskarphed, inden du tager et billede.
I appen kan du opgradere til en Pro-version, der bl.a. åbner for endnu flere Leica Looks og gør det muligt at vælge mellem forskellige Leica-objektiver på blændeprioritet. Pro-versionen koster 59 kroner om måneden eller 599 kroner for et år.
Du kan hente Leica LUX til iPhone i Apples App Store her.