Helt kort: Lightroom er en simplere, cloud-baseret udgave af Lightroom, mens Lightroom Classic er den mere avancerede version, de fleste kender.
Der er dog flere forskelle på de to versioner af programmet.
Vi giver dig her en komplet oversigt over, hvad de to versioner kan, og fortæller dig, hvorfor du skal bruge begge programmer.
Indholdsoversigt
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Lightroom Classic
Lightroom Classic er til fotonørden eller entusiasten
Du skal vælge Lightroom Classic, hvis du udelukkende redigerer dine fotos på en computer, og du ønsker at gemme dine billeder på det lokale drev.
Denne version er desuden sværere at bruge end den anden version af Lightroom, men til gengæld får du alle Lightrooms muligheder her.
Sådan bruger du Classic-versionen:
1. Moduler: Lightroom Classic er opdelt i en række moduler til fx organisering, justeringer med mere. Der er også et helt modul til at printe fra, hvilket ikke er muligt i den anden version.
2. Paneler: I siderne ligger forskellige paneler, hvor du foretager justeringer, tilføjer søgeord, organiserer og meget andet. Panelerne ændrer sig, alt efter hvilket modul du er i.
3. Synkronisering: For at synkronisere fotos med Lightroom på mobilen skal du klikke på Lr-logoet og logge ind ved Sync with Lightroom mobile. Det tager kun få sekunder.
4. Justeringer: I modulet Develop foretager du stort set alle billedjusteringer i højre side. Vælger du fx Adjustment Brush, kan du bruge den intelligente funktion Range Mask.
5. Tilpasning: Du kan skjule paneler, du aldrig bruger, ved at højreklikke i toppen af et panel og vælge til og fra. Det giver bedre overblik, og panelerne kan altid vises igen.
6. Visning: Under billedet kan du vælge mellem forskellige visninger. Du kan fx se en justeret udgave ved siden af originalen eller zoome ind i billedet, så du altid har det komplette overblik.
Lightroom
Lightroom er til begynderen eller minimalisten
Lightroom udspringer af Classic-versionen, men i denne udgave er der en renere brugerflade med færre paneler, og det gør, at udgaven er mere intuitiv og nemmere at bruge.
Du mister dog flere funktioner i forhold til Classic-versionen. Til gengæld kan du bruge denne version på både computer, mobil og web, og programmet foretager hele tiden backup.
Sådan bruger du den simplere Lightroom-version
1. Import: Du importerer billeder til programmet ved at klikke på plustegnet. Når du har valgt billeder, går Lightroom i gang med at uploade billederne til skyen, så du kan se dem på fx din smartphone.
2. Overblik: Din billedsamling ligger under My Photos. Her kan du se alle billederne på en gang eller oprette mapper og albums, hvor du fx kan samle billeder fra bestemte begivenheder.
3. Visning: Nederst kan du vælge, hvordan din billedsamling vises. Du kan vælge miniaturer, eller at det markerede foto vises i stor udgave, mens de andre i samlingen ligger som miniaturer.
4. Justering: I højre side foretager man sine billedjusteringer ved at klikke på et af ikonerne og bruge fx skydeknapper. Modsat Lightroom Classic kan du kun justere ét billede ad gangen.
5. Forindstillinger: Under Presets har du adgang til en række forindstillinger, så du med ét klik kan foretage en række justeringer. Der er fx flere indstillinger til sort-hvid.
**6. Eksport: Klik på knappen Share... for at gemme en kopi af de markerede billeder på computeren med de justeringer, du har lavet. Du kan også lægge billeder direkte på Facebook.
Skal jeg vælge Lightroom eller Lightroom Classic?
Faktisk skal du bruge begge versioner. De arbejder nemlig rigtig fint sammen og supplerer hinanden godt.
Har du et abonnement på fotografpakken på Adobe, får du adgang til begge programmer. Installerer du Lightroom på din kameratelefon, vil dine to programmer automatisk begynde at synkronisere billeder.