Der er godt nyt for alle Lightroom-brugere, for nu kan du nemlig opdatere til den nye version 13, der har flere store nyheder, der kan gøre dine billeder endnu flottere.
Blandt de mest spændende nyheder i Lightroom Classic er Lens Blur, som stadig er under udvikling, men som alle brugere har adgang til. Med den kan du give indtryk af, at et billede er taget på en større blændeåbning, end det er, så forgrunden eller baggrunden er sløret.
Lens Blur bruger kunstig intelligens og finder frem til hovedmotiv og dybde i billedet. Derefter kan du på en skydeknap vælge, hvor kraftig sløringen skal være. Det er ekstremt nemt. Du kan desuden vælge, hvilken type baggrundssløring du vil have.
Typen passer til forskellige slags blændeåbninger, fx helt runde, lidt kantede eller ringformede.
Indholdsoversigt
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Lensblur
Sådan bruger du Lens Blur i Lightroom
Du finder funktionen i panelet Lens Blur under Develop. Her klikker du på Apply, for at bruge effekten, og efterfølgende indstiller du styrken på skydeknappen Blur Amount. Med skydeknappen Boost kan du gøre højlys i de slørede områder kraftigere.
Er der områder, Lightroom har misset, kan du male skarphed eller sløring frem med en pensel under Refine. Klik på Focus for at male med skarphed og på Blur for at male med sløring. I billedet herover måtte vi male lidt sløring frem i bordet nærmest modellen.
Vi har prøvet funktionen på et udvalg af billeder, og generelt gør den det rigtig godt. Den laver forholdsvis præcise overgange mellem hovedmotiv og baggrund, og da Lightroom estimerer dybden i billedet, er sløringen kraftigere, jo længere væk fra hovedmotivet, området befinder sig. Effekten bliver altså ret troværdig.
Dog kan løse hår være en udfordring, og vi har også oplevet, at områder, som skulle være skarpe, er blevet slørede, eller omvendt. Vi kunne dog hurtigt rette op ved at male sløring eller skarphed frem.
>Se også: I videoserien "Grundkursus i Lightroom" gennemgår vi alle vigtige funktioner i Lightroom. Se den her.
Pointcolor
Præcise farvejusteringer med Point Color i Lightroom
Den nye version 13 af Lightroom, som også kaldes Oktober 2023-udgaven, har også fået andre nyheder. Du kan nemt justere enkelte farver i panelet Color Mixer med funktionen Point Color. Når du har valgt Point Color øverst i paletten, kan du med en pipette klikke på en farve i billedet for at justere nuancen i et farvefelt.
Det er en nem måde at justere enkelte farver på uden at påvirke resten af billedet og en funktion, vi helt sikkert kommer til at bruge fremover.
Lightroom har også fået nye muligheder for at arbejde med HDR-billeder, og du kan bl.a. udnytte kompatible HDR-skærme. Desuden er ydelsen forbedret visse steder, og så understøtter Lightroom raw-filer fra nyere kameraer som Sony A7CR, Panasonic Lumix DC-G9 II og Fujifilm GFX100 II.
Update
Sådan opdaterer du Lightroom til nyeste version
Som abonnent på Lightroom Classic kan du opdatere til den nye version ved at vælge Help og Updates… i Lightroom. Det åbner Creative Cloud-appen, hvor du kan klikke på Update ud for Lightroom Classic.