Her op til sommerferien har Adobe åbnet for gaveboden med nye og stærke opdateringer til Creative Cloud. Det betyder blandt andet, at funktionen Super Resolution nu også findes i både Lightroom og Lightroom Classic.
Tidligere i år kom funktionen til Photoshop, hvor vi var begejstrede, så det er svært ikke at være i godt humør over den nye opdatering.
Med Super Resolution benytter programmet kunstig intelligens til at øge opløsningen på en raw-fil. Faktisk kan opløsningen øges fire gange, så et billede på 20,0 mio. pixels efterfølgende har en opløsning på 80,0 mio. pixels. Funktionen er automatiseret og gør arbejdet lynhurtigt.
>Se video, der viser, hvor godt Super Resolution fungerer her.
Gode nyheder til ejere af nye Mac-computere
Opdateringen i Creative Cloud har flere godbidder med sig til fotografen. Der er fx kommet flere beskæringsformater i Lightroom, og i Photoshop Express er der kommet flere retoucheringsfunktioner.
Bruger du Photoshop på din iPad, kan du desuden glæde dig over, at der er flere muligheder for at tilpasse penslerne.
Sidst, men ikke mindst, er alle de store programmer i Creative Cloud, herunder Photoshop og Lightroom Classic, nu fuldt kompatible med Apples hurtige M1 Mac-computere.