Nu kan du redigere i Lightroom med hidtil uset præcision, for programmet har fået nye kræfter med nye intelligente masker og et helt nyt maskepanel, der gør det nemmere at lave finjusteringer til udvalgte områder af dit billede.
En af de nye masker er Select Sky, som automatisk vælger himlen i dit foto, så du slipper for selv at skulle tegne den på med Adjustment Brush, som man skulle tidligere.
Den nye funktion er meget præcis, og med kun meget få klik kan du få et helt anderledes udtryk i dit billede, når du bruger Select Sky.
Nedenfor viser vi dig, hvordan du finder den nye maske og viser dig trin for trin, hvordan du får et færdigt billede med flot himmel i Lightroom.
Først skal vi finde det nye maskemodul, som findes under histogrammet øverst til højre i programmet.
Det har fået sit eget ikon og ligner en stiplet cirkel med et skraveret felt i midten, klik på den.
> Læs også Fire gratis programmer til billedbehandling
Nu har du valgt det nye maskemodul, og det er også her du finder den nye Select Sky-funktion, som automatisk vælger himlen for dig.
Klik på den, og lad Lightroom arbejde et øjeblik, mens masken bliver lavet i programmet.
Når masken er lavet vil et nyt panel dukke frem, hvor du kan se din maske, og hvis du sætter flueben ved Show Overlay, får du vist på billedet, hvor Lightroom mener din himmel er.
Hvis du klikker på den lille firkant til højre, kan du vælge, hvilken farve Lightroom skal bruge til at vise, hvor masken er.
Når masken er lavet, kan du klikke på den og fra menuen til højre vælge, hvordan du vil redigere den.
Til vores billede valgte vi at tilføje kontrast til himlen ved at trække ned i Blacks til -50 og op i Whites til +50.
Da vi var færdige med at redigere i masken, klikkede vi på ikonet igen og lukkede maskepanelet ned.
Det hele tog mindre end to minutter, og med den enkle redigering løftede vi nemt vores himmel i billedet, du kan se nedenfor.
> Læs mere Redaktionens tre yndlings redigeringsprogrammer der kan raw-konvertere