3 tips til flottere bokeh

Bokeh er et japansk ord for kvaliteten af den flotte cirkelsløring, man får i forgrund og baggrund, når man fotograferer på store blændeåbninger. Her får du tre tips til, hvordan du mestrer teknikken.

Byens lys skaber flot bokeh – et andet ord for baggrundssløring.

Bokeh er med til at give det eksklusive udseende, som kendetegner mange gode portrætter. Det er den baggrundssløring, der opstår, når man fotograferer med lav dybdeskarphed.

I jagten på det perfekte bokeh-foto er det nemt at ruinere sig selv. Det koster nemlig mange penge, hvis du vil have de objektiver, der laver den allerbedste baggrundssløring – men du kan også sagtens få gode resultater med billigere udstyr.

Her får du vores bedste tips til, hvordan du får en god bokehkvalitet uanset hvilket udstyr, du fotograferer med.

Stor blænde giver stor bokeh

Blændeåbningens størrelse er afgørende for, hvor markant din bokeh bliver. Jo større blændeåbning, jo lavere bliver dybdeskarpheden og jo hurtigere vil baggrunden derfor sløres og blive til de flotte runde højlys vi kalder bokeh.

For at opnå maksimal bokeh skal du indstille dit objektiv til dets største blændeåbning. Der er stor forskel på, hvor stor blændeåbningen er i forskellige objektiver. De objektiver, der egner sig bedst til flotte billeder med bokeh, har typisk en blændeåbning på F2.8 eller større. Brændvidden betyder også meget. Jo større den er, jo større bliver baggrundssløringen. Et objektiv på 400 mm kan derfor godt give en flot bokeh ved F4.0.

Hvor meget objektivets blænde kan åbnes er afgørende for hvor stor en bokeh du kan få.

Bedre bokeh med flere blændelameller

Du får den flotteste baggrundsløring, hvis du bruger et objektiv med mange blændelameller.

Objektiver med flere blændelameller skaber generelt en mere cirkulær blænde og en mere helstøbt bokeh, hvorimod objektiver med færre blændelameller giver en mere kantet bokeh-form.

> Læs også: Hvad giver smukkest bokeh?

Objektiver med mange blændelameller behøver ikke nødvendigvis at være dyre. Hvis du vælger et objektiv på fx 50 mm kan du ofte få stor blændeåbning og mange blændelameller til rimelig pris.

Store brændvidder giver større bokeh.

Bokeh kan kontrolleres med afstand

Den bedste bokeh får du, hvis du afpasser afstanden fra kameraet til motivet.

Jo tættere du kommer på dit motiv, som fx kunne være en person, desto bedre er chancen for en flot baggrundssløring.

Hvis dit motiv er meget tæt på baggrunden, vil det gå ud over størrelse på din bokeh.

> Læs også: 10 fotobegreber du skal kende

Jo tættere kameraet er på modellen, jo større bliver din bokeh.

Form din bokeh med nemt hack

Du kan købe et bokeh-kit på internettet, som spændes ud over objektivet, og giver nye bokeh-former i dine fotos. Du kan også lave dine helt egne former, som fx sommerfugle eller hjerter, hvis du skærer et stykke sort pap ud, som passer til diameteren på dit objektiv.

Når du tager billeder med pappet påklistret på dit objektiv, så vil din bokeh tage form efter dine udskæringer, så det er kun fantasien, der sætter begrænsninger for, hvilke spændende bokeh-former du kan lave.

> Læs også: Lækker bokeh i portrættet

Din bokeh kan få flotte former ved at klippe mønstre i pap og sætte dem på dit objektiv.