Når du fotograferer hurtige motiver og action, er det vigtigt at få knivskarpe billeder af de afgørende øjeblikke.
Desværre kan pletskuddet hurtigt glippe, hvis ikke du har godt styr på genren og ved, hvordan kameraet skal indstilles.
Derfor har vi samlet de hyppigste fejl, vi ser hos nye actionfotografer, så du kan undgå dem i fremtiden.
1. For langsom lukkertid
En af de klassiske fejl mange begår, når de begynder at fotografere action og sport, er at bruge en for lang lukkertid.
De fleste motiver i action-kategorien kræver en kort lukkertid – ofte på mindre end 1/1000 sekund.
Skal du skyde sport som fx ishockey, anbefaler vi, at du indstiller kameraet til 1/1200 sekund eller kortere, fordi spillernes bevægelser på isen er så hurtige.
Brug også gerne manuelt program. På den måde får du nemlig fuld kontrol over blænden og ISO'en samtidig med, at du kan holde lukkertiden hurtig nok.
>Læs også få mere ud af manuelt program

Lang lukkertid kan også give flotte og anderledes resultater. Det er ikke helt nemt og kræver, at du panorerer i samme tempo som atleten.
© Shutterstock2. For korte brændvidder og for lidt lys
Til actionbilleder er lysstærke teleobjektiver ofte bedst, fordi de kan komme tæt på motiverne og har lysstyrke nok til at fange og fryse de hurtige bevægelser.
De professionelle sports- og actionfotografer sidder med enorme objektiver på sidelinjen til fx OL og fodboldkampe.
Grunden til, at objektiverne har den størrelse er, at de skal lukke store mængder lys ind til kameraets sensor på lange brændvidder, og det kræver meget tungt og dyrt glas.
Jo større den maksimale blændeåbning er, jo lavere kan ISO'en blive ved samme hurtige lukkertid. Det giver flottere billedkvalitet.
Mindre objektiver kan heldigvis også gøre det, og du kan få meget ud af kortere, billigere brændvidder.
Hvis du kan komme tæt på den sport, du vil fotografere, som fx kampsport eller fægtning, kan du bruge lysstærke objektiver med en fast brændvidde omkring 85-135 mm F1.8-2.8, der ofte er både skarpe og billigere end de lysstærke teleobjektiver.

Jo længere væk dit motiv befinder sig, des højere bliver dybdeskarpheden i dit motiv, selv på lange brændvidder.
© Shutterstock3. Bruger for lav ISO
Som regel vil man gerne bruge lav ISO for at holde billedstøjen nede. Men når det gælder sport og action er sagen en anden.
En for lav ISO vil i de fleste tilfælde sænke lukkertiden, og du ender med at få billeder, der er bevægelsesuskarpe.
En høj ISO giver godt nok mere billedstøj, men det er et langt mindre problem i dag end for bare fem år siden, fordi den håndteres meget bedre i nyere kameramodeller.
Derfor skal du ikke være nervøs for at bruge ISO-værdier på 1600, 3200 og på mange nyere kameraer endda 6400.
En anden grund til, at en høj ISO er vigtig i sport- og actionbilleder er, at autofokussen i de fleste kameraer virker bedst, når der er lys nok, så hvis du vil være sikker på at fange pletskuddet, så skru op for ISO'en.
>Læs mere nemt fototrick redder dit billede

Billedstøj spiller en mindre rolle, jo tættere du er på dit motiv, så prøv at fylde så meget af billedrammen med action som muligt.
© Shutterstock4. Forkert fokusmetode
Fordi man ofte er nødt til at fotografere action på blændeåbninger på F2.8 eller større, bliver fokusplanet typisk meget lille.
Derfor kan det gøre en stor forskel, hvilken fokusindstilling du bruger, når du fotograferer sport og action. Hvis dit kamera er sat til at fokusere med et enkelt fast punkt, vil dit motiv hurtigt bevæge sig videre og ud af det begrænsede fokusområde.
Brug i stedet kontinuerlig autofokus, som typisk hedder AF-C eller AI Servo. På den måde stiller kameraet hele tiden skarpt, mens du holder udløseren halvt nede.
Du kan hjælpe kameraet til hurtigere at fange fokus ved at fortælle, hvor i billedrammen du ønsker, det skal fokusere, fx ved at bruge indstillingen Zone.
Med mange nyere kameramodeller kan du også bruge øjefokus, som selv finder og fokuserer på det nærmeste øje, hvis der er mennesker i dit billede.