Få flottere koncertbilleder med telefonen - her er fem simple tips

En mobiltelefon er i udfordret i koncertsalens mørke. Med nogle simple tricks kan du optimere dine chancer for gode skud.

© Shutterstock

Du skal først og fremmest nyde musikken, når du er til koncert, men skulle du alligevel få trang til at hive telefonen op ad lommen, så følg disse råd for at få de bedste resultater.

1. Brug telefonens hovedkamera

I stort set alle mobiltelefoner har hovedkameraet en større og bedre sensor end de øvrige kameraer, der måtte være i den. Hovedkameraet er derfor mere lysstærkt og bedre til at håndtere støj. Ofte svarer brændvidden i dette til 24 mm, som gør sig fint til billeder af hele scenen.

Vil du tættere på musikerne, bør du, ideelt set, gå nærmere scenen. Er det ikke muligt, så brug telefonens telekamera, hvis den har et. Det nytter ikke noget at zoome. Det svarer til en digital beskæring, og det gør blot billedet kornet.

Læs også: 10 tips til flotte koncertfotos

2. Skyd i raw

Lysforholdene er svære, især til en indendørs koncert, hvor der er fuld af farvet lys, som gør det vanskeligt for kameraet at indstille hvidbalance og eksponering. Det kan rettes efterfølgende, hvis du skyder i raw. Så behøver du ikke bekymre dig om andet end at fokusere og komponere.

3. Brug serieoptagelse

Du ved aldrig hvilket splitsekund, der er koncertens gyldne øjeblik. Aktiver derfor serietilstand i kameraet og hold udløseren i bund, når der er spændende interaktion i bandet eller mellem band og publikum. Så får du en serie skud, hvoraf du kan vælge de bedste bagefter.

4. Slå blitzen fra

Det kan være svært at få tilstrækkeligt lys, men blitzen er ikke løsningen. Ikke blot risikerer du at forstyrre bandet og andre koncertgæster med det stærke blitz-lys, du får også billeder, der er meget kedeligt belyst. Slå derfor altid blitzen fra og udnyt lyset fra scenen.

5. Skyd manuelt

Er der momenter i koncerter, hvor scenelyset er meget dæmpet, kan kameraet kæmpe med at få nok lys. Så vil det forlænge lukkertiden, hvis du fotograferer på auto. I det tilfælde må du vælge kameraets manuelle tilstand, hvis sådan en er tilgængelig.

Indstil lukkertiden manuelt og lad alt andet være på auto. Sæt lukkertiden til 1/100 sekund, for så får du rolige håndholdte skud. De fleste Android-mobiler har en manuel tilstand. På iPhone kan man bruge en app som eksempelvis Lightroom, der har en manuel kamerafunktion indbygget.

© Digital FOTO.