Når årstiderne skifter fra vinter til det tidlige efterår, kan billederne trænge til et ekstra pift, for at farver og kompositioner ikke bliver kedelige, grå og brune at kigge på.
Det kan sort-hvid afhjælpe, for når først farverne er trukket ud af dit motiv, er der mindre til at forstyrre øjet, når det bevæger sig igennem motivet.
I denne artikel får du de vigtigste grunde til at skyde i sort-hvid, næste gang du pakker fototasken og tager ud på fototur.
Enkel oplevelse at skyde i sort-hvid
Som ny fotograf kan det at lave sine optagelser i sort-hvid være med til at træne ens øje, så man bliver bedre til at tage billeder.
De fleste kameraer har en funktion, så de kan optage i både sort-hvid og farve på en og samme tid.
Det kræver blot, at man indstiller kameraet til at optage i raw og jpg, og i kameraets menu finder et punkt, der fx kan hedde billedkontrol og toning, på Nikon-kameraer eller billedstil på Sony-kameraer.
Her vælger du monokrom eller sort-hvid, og nu vil du kunne se dit billede helt uden farver, når du ser i kameraets søger.
Bruger du metoden med at optage i raw og jpg-format på samme tid bliver alle farverne gemt i raw-filen, mens jpg-filen kun er i sort-hvid, og på den måde kan du til hver en tid gå tilbage og hente farve-informationerne frem igen.
Det eneste det kræver er et billedbehandlignsprogram, som fx Photoshop, Lightroom eller gratisprogrammer som Gimp og Rawtherapee.

Det er tydeligt, at se hvor meget roligere motivet bliver på sort-hvid-siden af billedet, som vi tog på en ferie. Skal billedet blive rigtig godt, skal kontrast og eksponeringen imidlertid øges.
© Holger Svend AndersonRoen er nemmere at opnå
Når du fotograferer i sort-hvid, vil dit motiv mange gange helt automatisk blive mere roligt at kigge på, fordi farverne forsvinder.
Det er nemt at se, hvordan en konvertering til sort-hvid kan rydde op i fx et bybillede fyldt med farvede biler, der stjæler opmærksomheden fra hovedmotivet. Men der behøver ikke være mange farver i spil, for at sort-hvid er relevant.
Særligt landskaber om vinteren, kan have en begrænset farvepalet med nuancer, der ligner hinanden, og det kan give et kedeligt, uskønt udtryk.
Derfor bliver knejsende fjelde, åbne kyststrækninger og dybe vinterskove ofte langt stærkere, når de konverteres til sort-hvid.
Et andet godt eksempel på, hvornår udeladelsen af farver gør en ekstra forskel for billedet, er, når man fotograferer sne og is.
Vinternedbøren lægger et flot og kridhvidt tæppe over landskabet, men når man optager i farver, får man også alle misfarvninger i sneen med.
Dem slipper man helt for i sort-hvid og kan lave langt stærkere kompositioner.
Få optimal kontrast
Det er en god idé at eksponere efter, at højlysene i dit billede ikke brænder ud. Det giver nemlig bedst muligt kontrast.
Brug gerne histogrammet på dit kamera, og justér lukkertid, til bakken læner sig op ad højre side uden at røre.
Kan dit kamera aktivere funktionen zebra-striber, er det også en god idé at aktivere den, for den viser dig i søgeren, hvor dit billede brænder ud, mens du fotograferer.