Det er ikke altid, man har hele fotoudrustningen med sig eller vil investere i dyrt ekstraudstyr – og mindre kan sagtens gøre det. Her er tre cowboytricks, du kan bruge, når du skyder portrætter, så skyggerne blødes op, og der kommer flere detaljer i ansigtet.
1. Brug stanniol som reflektor
Et stort stykke sølvpapir eller en flamingoplade fungerer fint som en billig reflektor, der kan bløde skygger op i et ansigt, når du tager billeder udendørs.
Placér den hjemmelavede reflektor modsat lyskilden, så den kaster lyset mod personen. Tricket kan også bruges indenfor, hvis du placerer en person ved et vindue og reflektoren modsat vinduet.
2. Skab selv skyggen
I kraftigt solskin bliver lyset i portrætter sjældent godt, da dele af ansigtet ligger i skygge.
Du kan bruge en reflektor som beskrevet her over, men ofte er det bedre at skærme af for solen. Her skal du have en hjælper til at holde et stykke hvidt stof – fx et gammel lagen, så skyggen fra det dækker personen. Nu er lyset i ansigtet helt jævnt.
3. Udnyt den interne blitz
Med en ekstern blitz får man langt flottere lys, når man peger blitzhovedet op i loftet, så lyset spredes. Dermed bliver det meget mere jævnt og naturligt.
Du kan opnå samme effekt med en intern blitz. På nogle kameraer, kan du vippe blitzen tilbage med en finger, som du kan se på billedet herunder, så den peger op i loftet.
Kan den ikke vippes tilbage, kan du placere et stykke hvidt papir foran blitzen, så en del af lyset rettes op mod loftet. Se hvordan i filmen.
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.