Boudoir billede af ung kvinde der ligger i en seng med blondekjole på

Lette blondekjoler, blødt lys og diskret kig til den bare hud. Boudoir er ikke kun simple nøgenbilleder, men en kunstnerisk gren indenfor fotografi.

© Shutterstock

Sådan kommer du i gang med boudoirfotografi

Boudoir er en næsten hundrede år gammel fotografisk genre, der fremstiller kvindekroppen på en sensuel, men elegant måde. Vi har talt med en fotograf om at kaste sig ud i den specielle kunstart.

22. maj 2018 af Sarah Marie Winther

Oprindeligt betød det franske ord boudoir et lille elegant værelse, hvor husets frue kunne trække sig tilbage og løsne snørelivet i sin kjole. 

I 1920'erne blev ordet boudoir brugt om en fransk fotografs billeder af frodige kvinder, der poserede op ad udsmykkede baggrunde, og siden har boudoirstilen udviklet sig og spredt sig til resten af verden.

I dag er boudoir en betegnelse for den særlige måde at fotografere kvinder på, der adskiller sig fra portrætter ved at fokusere på krop og sensualitet. 

Boudoir eller bare nøgenbilleder?

Forskellen på boudoir og nøgenbilleder er, at nøgenheden i boudoir er mere underforstået og mindre explicit. 

I boudoirfotografier er modellen sjældent fuldstændig nøgen, men er ofte iført en gennemsigtig kjole eller lingeri, og hendes blik og posering er det vigtigste for billedet.

I nøgenbilleder og pornografiske billeder er det omvendt de nøgne eller delvist nøgne kropsdele, der er det afgørende. 

Desuden er det for mange boudoirfotografer vigtigt, at billederne viser modellens udstråling og sjæl, og det må siges at være mindre væsentligt i nøgen- og pornografiske billeder.

Få styr på boudoir-poseringerne

Som ny boudoirfotograf kan det være svært at finde og tage kontakt til potentielle modeller. De fleste mennesker synes, at det er grænseoverskridende at smide tøjet foran en vildt fremmed – især, hvis vedkommende virker uerfaren.

Så hvordan kommer du bedst i gang med den specielle genre? Vi har spurgt den danske fotograf Stine Harbøll til råds. 

For otte år siden kastede hun sig ud i boudoirfotografering, og siden har man på hendes hjemmeside boudoirstudio.dk kunnet booke en session hos den Aalborg-baserede fotograf. 

"Da jeg startede, brugte jeg meget tid og energi på at studere kvindekroppen og finde de positioner, den tager sig bedst ud i. Da jeg havde set på mange kroppe, begyndte jeg at lege med lyset, for det rigtige lys gør underværker," forklarer boudoirfotografen.

Boudoir fotografi af ung kvinde i gennemsigtig kjole på en antik sofa

Stine Harbøll bruger blandt andet antikke sofaer og flotte, gamle spejle til at skabe den særlige stemning i sine boudoirbilleder. 

© Stine Harbøll

Øv boudoir på "rigtige kvinder"

I begyndelsen var det primært aspirerende modeller, der stod foran Stines kamera, og det fortryder hun i dag. 

Hun fandt nemlig ud af, at hun lærte meget mere af at arbejde med almindelige kvindekroppe og de mange forskellige former, de kan have.

"Det er for mig mere spændende at få en kvinde i studiet, der fx har mistet et bryst til kræft, eller som har tabt sig efter en operation, og skal lære at holde af sig selv på ny. Så skal jeg få hendes krop til at se dejlig og lækker ud og dermed give hende en ny tro på sig selv," siger  boudoirfotografen.

Fortæl, hvad du foretager dig

Hun anerkender, at det for størstedelen af hendes kunder er grænseoverskridende at klæde sig af. Derfor sørger hun under boudoirfotograferingen for, at stemningen er afslappet. 

Samtidig guider hun kvinderne udførligt i, hvordan de skal posere.

"Og vigtigst af alt, så fortæller jeg dem altid, hvad jeg foretager mig – specielt, hvis der skal rettes noget på dem. På den måde føler de sig hele tiden trygge," siger hun.

Hendes bedste råd er at finde ud af, hvilke positioner, der fungerer bedst til lige nøjagtigt den kvinde, der skal stå foran kameraet. Her kan du fx studere andre fotografers billeder for at få inspiration til boudoirposeringer.

Du kan også med fordel prøve poseringer af på egen krop foran spejlet, så er det lettere at forklare din model, hvordan hun skal gøre. 

Når poseringen er på plads, kan du så skabe den sidste finish med en blød flash eller naturligt lys.

Boudoir fotografi af ung kvinde i lingeri der poserer foran et spejl

En posering, der klæder den enkelte kvindes krop, er efter Stines erfaring en af de vigtigste forudsætninger for et godt boudoirbillede. 

© Stine Harbøll

Husk kontrakten med modellen

En anden måde at få modellen til at føle sig tryg på, er at udfærdige en kontrakt om brugen af billederne, som I begge skal underskrive, inden boudoirfotograferingen går i gang. 

Så får modellen ikke en ubehagelig overraskelse, hvis hun pludselig optræder på din hjemmeside eller Facebook-side. 

En kontrakt er generelt en rigtig god idé, når du fotograferer andre mennesker. Uanset om det er  en betalende kunde eller en model, du fx finder i dit netværk eller på Facebook.

TFP - time for print

Mange fotografer og modeller benytter sig af aftaleformen TFP - time for print, der oversat til dansk betyder, at man for sin tid får billederne på print.

Selvom det i dag oftest er billedfiler og ikke print, er TFP stadig en betegnelse for en gensidig aftale, hvor der ikke udveksles penge, men hvor både fotograf og model kan benytte billederne i deres portfolio.

Som udgangspunkt må billederne i en TFP-aftale ikke benyttes kommercielt, og uanset om du har planer om at gøre det eller ej, er det altid en god idé at lave en kontrakt, så du og din model er helt enige om de vilkår, der gælder for brugen af billederne.

En hurtig søgning på TFP-kontrakt i Google giver dig flere gode bud på, hvordan sådan en kontrakt kan se ud.

Læs også om dudeoir, den sjove afart af boudoir, hvor det er mændene, der smider kludene.


> Billedbehandling er en næsten uundværlig del af boudoirfotografering. Lige nu kan du få vores bog "100 tips og kurser" til billedbehandling i Photoshop, Elements og Lightroom med 2 numre af Digital FOTO leveret direkte til din hoveddør for kun 49 kroner. Se tilbuddet her. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...