Du behøver ikke et fotostudie med avanceret udstyr for at tage gode produktbilleder af ting, du vil sælge på nettet.
Ved at bruge lys, baggrund og kameraindstillinger rigtigt, kan du få perfekte skud - selv med en mobiltelefon.
Her kan du se, hvordan du tager perfekte produktfotos:
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
1. Skyd produktfotos i det rigtige lys
Du behøver ikke studielamper for at tage produktbillederne. Faktisk er dagslys suverænt til opgaven.
Der må bare ikke være direkte sollys. Gå udenfor på en overskyet dag eller find et sted i skyggen. Det giver nemlig et jævnt lys.
Du kan også finde et sted indendørs, hvor dagslyset strømmer ind ad vinduerne – også her må der blot ikke være direkte solskin, hvor du fotograferer, da skyggerne bliver for hårde.
2. Brug en ensartet baggrund til produktbilleder
Produktet skiller sig bedst ud, hvis det står på en ensartet baggrund. Brug et stort stykke papir eller karton, og stil det på et bord op ad en væg eller lignende.
På den måde kan du stille dit produkt i den ene ende af papiret og bøje papiret op bag ved produktet.
Når du tager billeder, ser det ud som om, produktet står i et helt hvidt rum.
Det gør ikke noget, at papiret ikke dækker helt ud til kanterne på billederne. Du kan bare beskære efterfølgende. Papiret skal bare dække godt bag ved og rundt om selve produktet.
3. De bedste kameraindstillinger til produktfotos
- Vælg Auto ISO. Det gør ikke så meget, hvis ISO bliver lidt høj, da billederne som regel skal vises i små udgaver.
- Brug en brændvidde svarende til mellem 50 og 90 mm, hvilket giver forholdsvis naturlige dimensioner.
- Optag helst i raw-format, så du kan justere farver og lys bedst muligt i billedredigeringen.
- Ser billedet mørkt ud på skærmen, kan du gøre det lidt lysere med eksponeringskompensation. Kameraet kan nemlig blive snydt af en stor hvid baggrund og gøre billedet mørkt.
Du kan også tage billederne med en mobiltelefon. Har din telefon et telekamera, så brug det, men brug ikke den digitale zoom.
Tag så en række billeder, hvor du prøver forskellige vinkler af.
4. Sådan redigerer du produktbillederne
Åbn billederne i fx Lightroom, markér et af dem, og tast D. Beskær eventuelt med Crop Overlay, så baggrunden er ren.
Herefter justerer du lyset med Exposure og eventuelt med Blacks og Whites.
Er der farvestik, retter du det med skydeknapperne Temp og Tint. Du kan eventuelt fjerne støj og tilføje lidt skarphed i panelet Detail.
Vil du tage lidt mere avancerede produktfotos med lamper, kan du se, hvordan du kan få en flot baggrund i denne video i Fordelszonen (kun for abonnenter).