For at få de bedste portrætter er det typisk mere vigtigt at få lys nok, end at kamera og objektiv er det dyreste og nyeste på markedet.
Der findes heldigvis lamper, som kan løfte dit studieportræt markant, og som passer til hvert et budget.
Her får du vores anbefalinger til genren.
Lamper åbner ny og lys verden
Flashlamper med store softboxe kan give dig markant bedre billeder, fordi du får fuld kontrol over det lys, der falder på dit motiv.
Flashlamperne kan affyres på mere end en måde, og her kan du se hvilke:
Den første type affyring foregår med en ekstern flash eller speedlite monteret i flashskoen på kameraet, og så skal man sætte sine resterende flashlamper til slave-funktionen.
Når flashen på kameraet aktiveres, ser de andre lamper glimtet og afgiver selv lynhurtigt deres eget lysglimt.
Man kan typisk få gode flashlamper til under 2000 kroner, og man kan købe stativer og softboxe, der passer til for at få endnu bedre resultater.
De fleste flashlamper i dag har også batteri, så du kan have hjemmestudiet med på farten.

Flashenheder fås i mange prisklasser og koster mere, jo kraftigere lysglimt de kan give. Styrken måles med det såkaldte ledetal, som typisk er på mellem 30 og 60.
Den anden måde du kan aktivere dine flashlamper og speedlites på er med en såkaldt trigger eller fjernudløser.
Fjernudløseren koster minimum 500 kr., men giver til gengæld mere kontrol over dine lys, og kan styre lyset fra flere forskellige lamper på samme tid.
Den monteres i kameraets flashsko og udløser glimtet fra lampen, når du tager et billede.
Det er nemt og virker på store afstande og rundt om hjørner.