Der er meget at holde styr på og lære, når man begynder at fotografere med længere teleobjektiver, og en af disse er knapperne, som kan virke uoverskuelige og svære at finde ud af.
Derfor får du i denne artikel forklaringen på to af de lange teleobjektivers mange forvirrende knapper.
Det er værd at bemærke, at det ikke er alle teleobjektiver, der har alle knapperne, og at de kan hedde noget forskelligt fra kamerasystem til kamerasystem.
1. Mode-skydeknappen
Denne knap har ofte tre indstillingsmuligheder, som på de fleste objektiver er angivet med tallene fra et til tre.
Bag hvert tal gemmer der sig en indstilling af billedstabiliseringen i objektivet, som er beregnet til specifikke situationer, og ofte vil det første af dem være beregnet til rolige bevægelser, når man håndholder objektivet.
Denne funktion vil typisk være brugbar i scener med svagt lys, fx i tusmørket i den blå time eller lign.
Den næste af skydeknappens funktioner vil være til panorering. Det vil altså sige, at hvis du stiller objektivet til den indstilling, så vil den indbyggede billedstabilisering have nemmere ved at stabilisere dit skud, når du svinger det fra side til side.
Den funktion kan blandt andet bruges fange hurtige motiver, som racerbiler og cykelryttere med en lavere lukkertid, så kun baggrunden bliver utydelig som følge af bevægelsesslør.
Sidste indstilling, du typisk finder under mode-skydeknappen, er beregnet til at fange utilregnelige motiver, som fx flyvende insekter, rovfugle på jagt eller lignende.

Hvis du på forhånd ved, hvad du skal fotografere næste gang, kan du indstille objektivet efter det, når du pakker kameratasken.
© Shutterstock2. Autofokus limit-skydeknappen
Limit henviser til, at knappen begrænser det område autofokussystemet skal fungere i.
Det er smart, fordi man undgår, at objektivet jagter fokus ind og ud til uendeligt, hvis man fx vil fotografere noget, der befinder sig på inden for 10 meters afstand.
Knappen vil typisk have tre indstillinger, hvor den første er "Full", som betyder det fulde område fra nærmeste fokuseringsafstand til uendeligt.
De to andre vil ofte bestå af spænd, hvoraf det første kan være det, som dækker området, der er nærmest objektivet, som fx 2 meter til 10 meter, mens det andet spænd dækker alt udover det nærmeste som kunne være 10 meter til uendeligt.
Vælger du et af de to spænd, kan du opnå hurtigere autofokus, fordi kameraet ikke behøver at lede efter motivet i det området, som ikke er valgt.
Et eksempel kunne være en fodboldkamp eller et racerløb, hvor der nemt kan være mere end 10 meter fra fotografens plads på tribunen og ned til banen.

Du kan altid kombinere objektivets funktioner, som med racerbilen her, der bedst fanges med modeknappen sat til panoreringstilstand, mens spændet er sat til 10 meter til uendeligt.
© Shutterstock