Det kan være en god idé at udfordre dig selv som fotograf – det gør dig både dygtigere og tvinger dig til at tænke i nye, kreative baner.
Men det er ikke altid helt lige til at motivere sig selv.
Derfor giver vi dig denne uge en udfordring, som vi håber, du vil tage op. Du får 3 nemme tips til at få gode, anderledes billeder, og vi håber, du vil dele dine resultater med os - på instagram, hvor du kan tagge diginordic, og i vores store fotokonkurrence.
Måske er det dit pletskud af refleksioner, der bliver trykt i bladet eller kommer på Digital FOTO's instagram?
Ugens udfordring: Fang refleksionen
Vandpytter, glas og bygninger kan skabe flotte refleksioner, der giver smukke motiver.
Men det kræver lidt at lokke gode motiver ud af spejlinger. Billeder af den nedgående sol i havoverfladen har vi set tusindvis af gange, så hvordan kommer man om på den anden side af fotoklichéen?
For det første handler det om, at du skal lægge mærke til alle slags reflekterende overflader. Ikke bare vandpytter, men også solbriller, billak, facader og glas kan alt samme benyttes til spejlinger.
For det andet skal du turde eksperimentere med optagevinklen. Det er en god idé at gå helt tæt på den reflekterende overflade og gerne vælge en optagevinkel i et frøperspektiv, så forgrunden fylder meget i billedet.
Det skaber dynamik, og spejlingen tager opmærksomheden fra den spejlede genstand.
1. Brug manuel fokus
Manuel fokus er den sikre metode, hvis du vil have fuld kontrol over skarpheden. Autofokus kan nemlig have svært ved at stille skarpt på glasflader eller en vandoverflade, hvor der optræder refleksioner.
> Læs også: Kom i gang med manuelt fokus
2. Gå tæt på overfladen
Ofte er det en god idé at bruge en kraftig vidvinkel for at skabe rum og dybde. Gå så tæt på den reflekterende overflade som muligt.
> Se video: Ret op på en dårlig eksponering
3. Tag tre eksponeringer
Den funktion, der hedder Auto-bracketing, kan bruges til at få tre forskellige eksponeringer. Efterfølgende kan de let smeltes sammen til et HDR-billede i billedbehandlingen. Det kan især være en fordel, hvis der er meget kontrast i motivet.
Så er det din tur!
Du er nu godt klædt på til at gå ud og tage billeder af refleksioner, så det er bare om at svinge kameraet over skulderen og gå i gang. Husk, at dine billeder ikke behøver ligne dem i artiklen her.
Vi håber, du vil dele dine billeder med os. Det kan både gøres ved at tagge os på Instagram (skriv @diginordic i beskrivelsen) og selvfølgelig ved at sende billederne ind til voresfotokonkurrence.
Rigtig god fornøjelse!