Dybt inde i kameraets menusystem skjuler der sig nogle helt specielle indstillinger, der kan være afgørende for, om du får fejlskud eller pletskud. Vi har her fundet guldklumper frem, der bl.a. giver dig endnu bedre billeder.
Vidste du for eksempel, at den elektroniske lukker kan redde dig fra de små rystelser, der risikerer at sløre billedet. Eller at du kan indstille fokus til at følge med motiver, der bevæger sig med forskellig hastighed?
Herunder får du snedige tricks til dit kamera.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
1. Elektronisk lukker giver flere detaljer
Det er ikke altid nok at bruge stativ. Hvis alle de fine detaljer skal komme til deres ret i et billede, kan selv rystelserne fra den mekaniske lukker give sløring. Tricket her er at benytte kameraets elektroniske lukker, hvor der ikke er nogen mekanisk bevægelse. Funktionen slås typisk til i menuen. I nogle kameraer fungerer den ikke så godt med hurtige bevægelser.
2. Smart indstilling sikrer flere skud
Af og til er det vigtigere at fange det rette øjeblik, end at billedet er 100 procent skarpt. I mange kameraer kan du i menuen under autofokusindstillingerne vælge, om kameraet prioriterer høj optagehastighed eller skarpe billeder. På nogle kameraer kan du indstille denne prioritet separat for det første skud og de følgende i serien.
3. Du kan tage backup når du skyder
Som udgangspunkt gemmes dine billeder kun på ét hukommelseskort, men har du et kamera med to kortpladser, kan du tage en automatisk sikkerhedskopi til det ekstra kort. Der gør du i menuen. Her vælger du også, om kameraet automatisk skal gemme på kort nummer to, hvis det første er blevet fyldt i kampens hede.
4. Du kan gemme Copyright i dine fotos
Du kan let kode dit navn ind i alle billeders exif-data direkte i kameraet, så andre kan se, at du står bag pletskuddet. Det gør du i menuen under fx Copyrightinformation, hvor du kan taste navn, Copyright-symbolet og årstal. Det gemmes også i raw-filerne.
5. Autofokus kan være forudseende
Når du skyder sport, er der gerne flere hastigheder at forholde sig til. Det sætter autofokussystemet på en hård prøve. Men ved at ændre på fokusindstillingerne i menuen kan du hjælpe tingene på vej.
I mange kameraer kan du i menuens autofokusindstillinger vælge, hvor hurtigt eller langsomt kameraets sporing skifter hastighed. Her kan du typisk også indstille, hvor hurtigt autofokus skal skifte, når der fx kommer et andet objekt ind foran det motiv, du følger.