Mand sidder foran kamera på kontor
© Shutterstock

Her er de tre vigtigste kameraindstillinger til video

Når du skal lave gode videoer, er det uhyre vigtigt, at du sørger for, at kameraet er korrekt indstillet, da resultatet kan være svært at redde efterfølgende.

Når du begynder at optage video, er der nogle ting, som bare skal være i orden, for at resultatet bliver godt. 

Det er ikke de samme, som når du fotograferer, og derfor har vi samlet en checkliste over de vigtigste indstillinger, du skal have styr på, før du starter dit næste videoprojekt.

1. Sørg for pæne klip og farver

Hvis du er vant til at skyde i raw-format, når du fotograferer, er hvidbalancen måske sjældent noget, du tænker videre over, fordi den nemt kan rettes i et redigeringsprogram, hvis den er en smule skæv. 

Med video er det imidlertid uhyre vigtigt, at du indstiller hvidbalancen manuelt fra starten af, da den ikke kan rettes, når du kommer hjem. 

Bruger du kameraets automatiske hvidbalance, bliver det desuden svært at klippe i din video, fordi farverne skifter udtryk sammen med hvidbalancen, og fx hudtoner kan komme til at se unaturlige ud.

For at løse problemet kan du enten vælge en af kameraets faste hvidbalancer, som Skygge eller Dagslys, eller du kan vælge en præcis hvidbalance baseret på lyset, som er i scenen, du vil optage. 

På Sony kameraer finder du fx den indstilling nederst i quick-menuen under Hvidbalance og Specialopsætning.

> Læs også 5 ting du ikke vidste dit kamera kunne

Hænder holder et kamera med en mikrofon monteret på toppen

God lyd er essentielt, når du optager videoer.

© Shutterstock

2. Undgå skrattende lyd

Når man laver videoer, er lyden langt vigtigere, end man måske skulle tro, og vores tolerance som mennesker over for en skrattende mikrofon er markant lavere, end et hop eller et hak i billedfladen.  

Nogle videoeksperter mener, at det skyldes, at vi som mennesker er mere vant til, at der kan være fejl og forstyrrelser på vores syn, som hjernen er god til at sortere fra, mens at det samme sjældent gælder for lyden, der altid er perfekt og uforstyrret. 

Du kan sørge for, at lyden i dine videoer bliver bedst muligt ved at få vist lydniveauerne på dit kameras skærm, mens du optager. 

På den måde kan du nemlig holde øje med, at mikrofonen ikke overstyrer, som sker, når lydniveauerne rammer højre side af visningen. 

En god tommelfingerregel lyder, at lydniveauerne skal befinde sig mellem minus tre og minus seks decibel for hverken at være for lave eller for høje. 

papegøjer flyver i luften

Pas på med lukkertider på over 1/60 sekund, når du optager almindelig video og ikke slow motion klip. En hurtig lukkertid på fx 1/500 får nemlig dine videoer til at se unaturligt skarpe ud. 

© Shutterstock

3. Få styr på billedhastigheden

Hvis man har prøvet at klippe videoer fra forskellige kameraer sammen, når man kommer hjem fra en god fototur, kan man blive meget skuffet, hvis man ikke har været opmærksom på billedhastigheden. 

Den styrer nemlig, hvor mange billeder dit kamera optager per sekund, og hvis den ikke er ens igennem hele videoen, opstår der problemer.  

På mange kameraer vil billedhastigheden typisk være sat til 25 billeder i sekundet, men på flere mobiltelefoner og nogle droner er den ofte sat til 29 eller 30 billeder i sekundet. 

Det har ingen betydning, så længe videofilerne ikke bliver blandet sammen i én video, for det giver typisk hakkede optagelser. 

Du kan heldigvis nemt løse problemet ved at indstille billedhastigheden i menuen på dit kamera, så den matcher den på fx din telefon. 

Her vil menupunktet typisk hedde optageindstilling eller lignende, og du vil ofte også kunne vælge, hvilken kvalitet du vil optage i – 4K eller Fuld HD. 

> Læs mere Hvad er forskellen på HD, Full HD, 4K, 8K, Ultra HD og HDR?

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...