Lyset i vores stuer, værelser og køkkener er ikke altid det bedste lys at fotografere i.
Det bliver særligt tydeligt, når vi samles med familien i vintermånederne til fødselsdage og fester, hvor vi opholder os mest indendørs.
Billederne får ofte en orange eller gullig glød, som kan være svær at undgå, mens man fotograferer.
Her får du vores favoritløsning på problemet.
Få fuld kontrol over farverne
Mange af de programmer, vi bruger til at redigere vores billeder, kan adskille farverne i et billede i flere forskellige kanaler.
Det værktøj findes blandt andet i Lightroom, og vi kan bruge det til fx at trække de orange og gule toner ud.
Med HSL-panelet i Lightroom kan du fx vælge mætningen af enkelte farver, som i programmet hedder saturation, og fjerne farven fra dit billede.
Vi kan derfor nemt trække både orange og gule farver ud af billedet, når vi trækker skydeknappen til venstre.
Hvidbalancen i orden med et klik
Mange gange er gule billeder et resultat af en forkert hvidbalance i optagelsen, men det har Lightroom også et værktøj til.
Værktøjet hedder White Balance selector, der betyder hvidbalancevælger på dansk, og du finder ikonet, der er formet som en lille pipette, øverst til højre i programmet.
Når du har valgt pipetten, klikker du på et område, der burde være hvidt på dit billede, fx en tallerken, skjorte eller dug.
Lightroom finder herefter selv ud af at sætte hvidbalancen ud fra dit valg.
Værktøjet fungerer bedst, hvis du har fotograferet i RAW-format, fordi formatet bevarer mange flere informationer om billedet.
Ret hvidbalancen i flere billeder med ét klik
Når du har fundet den hvidbalance, der fungerer i dine billeder, kan du nemt overføre den til dine andre billeder fra samme dag.
Det kræver blot, du vælger flere billeder i Lightroom, så vil en knap nederst i højre hjørne dukke op, som hedder Sync.
Når du trykker på den, kommer en boks frem, hvor du kan sætte hak i White Balance. Tryk herefter på "Synchronize" eller synkronisér.
Nu har alle dine billeder samme hvidbalance.
>Læs mere Det skal du vide om Lightroom