Mobiltelefoner er blevet rigtig gode til at tage billeder, men der er stadig mange situationer, hvor du får meget bedre billeder med rigtigt kameraudstyr. Det gælder blandt andet, når du tager billeder af hurtige motiver, der bevæger sig foran kameraet.
De seneste år er systemkameraerne blevet suverænt gode til at følge motiver i bevægelse foran kameraet. Uanset, hvor fx et dyr, en bil eller en sportsudøver befinder sig inden for billedrammen, kan systemkameraets avancerede sporingsfokus bide sig fast og sørge for, at hovedmotivet hele tiden er skarpt.
>Læs også: Skal jeg vælge et system- eller spejlreflekskamera
Mange nye systemkameraer har endda en avanceret motivgenkendelse, der kan skelne fx fly, fugle, biler og personer, og den sørger for hele tiden at justere fokus, så fx et øje på en person er skarpt. Det gør det ekstremt nemt at få skarpe motiver, selv om de bevæger sig uforudsigeligt.

Mange nyere spejlløse systemkameraer har fugleøjefokus, der hele tiden holder fokus på øjet af en fugl og sikrer, at billederne bliver helt skarpe det rigtige sted.
Flere telefoner har en sporingsfunktion i autofokussen, og de kan da også til dels følge med motiver i bevægelse. Det kan dog ofte være svært at se, om telefonens kamera har fat i det rigtige, og da telefonens billedsensor er meget mindre end den, der sidder i et systemkamera, er dybdeskarpheden meget stor.
>Lær mere: I videoserien Kameraskolen kan du se meget mere om, hvordan du indstiller fokus i systemkameraet.
Det betyder, at du slet ikke i samme grad som med et systemkamera kan isolere fx en sportsudøver fra baggrunden. I stedet er stort set hele motivet i fokus, uden at hovedmotivet er skarpere end resten.

Her har vi taget billeder af samme situation med en telefon til venstre og et systemkamera til højre. Det er tydeligt at se, at skarpheden er meget bedre med kameraet. Vi har lavet et tæt udsnit af et billede taget med vidvinkel. Derfor er baggrunden stort set lige så skarp som forgrunden på begge billeder.
Vi har inviteret Tine, som er vant til at fotografere med telefonen, med ud for at tage billeder med både telefonen og med et rigtigt systemkamera sammen med Digital FOTOs chefredaktør Klaus Nygaard. I videoen herunder fotograferer hun samme motiv i bevægelse med henholdsvis telefonen og et systemkamera.