Mobiltelefoner er blevet rigtig gode til at tage billeder, men der er stadig mange steder, hvor du får meget bedre billeder med rigtigt kameraudstyr. Det gælder blandt andet fotos, hvor du går tæt på de små detaljer. De bliver flottere, når du bruger et system- eller spejlreflekskamera i stedet for telefonen.
På grund af telefonens forholdsvis lille billedchip får du en ret stor dybdeskarphed, hvor store dele af motivet er i fokus, når du er tæt på. Med systemkameraet, som har en meget større billedchip, kan du udvælge meget præcist, hvad der skal være skarpt.
>Læs også: Sådan tager du det perfekte profilbillede
Det betyder også, at ting i baggrunden bliver langt mere slørede, så de ikke forstyrrer i samme grad, når du bruger et systemkamera frem for en telefon.
Vi inviterede Tine, som er vant til at fotografere med telefonen, med for at tage billeder af en blomst med både telefonen og med et rigtigt systemkamera.
Med telefonen synes hun, det var svært at fornemme, om hun kom for tæt på motivet, så telefonen ikke kunne stille skarpt. Da hun skulle tage samme motiv med et systemkamera, kunne hun med det samme se i søgeren, om hun var kommet for tæt på.

Til venstre ses billedet, Tine tog med telefonen, og til højre billedet fra systemkameraet. Læg mærke til, hvordan baggrunden er helt udvisket fra systemkameraet, mens man kan fornemme forstyrrende detaljer fra telefonen.
I videoen herunder kan du se, hvordan det gik, da Tine tog nærbilleder med henholdsvis telefon og systemkamera sammen med Digital FOTOs chefredaktør Klaus Nygaard.