AI invaderer alle aspekter af vores digitale verden, i den grad også Windows, som har fået sin helt egen intelligente assistent.
Den hedder Copilot og er bygget op omkring OpenAIs teknologi, som også ligger bag den populære ChatGPT-tjeneste.
Copilot er at finde på stort set alle Windows-computere, men der er forskel på, i hvor høj grad computerne kan udnytte assistentens evner.
Hvordan fungerer Copilot?
I sin mest basale form består Copilot i en app, der kan hjælpe dig med at besvare spørgsmål, udføre tekstopgaver, finde på idéer til projekter, skrive koder samt søge på nettet og generere billeder på baggrund af beskrivelser. Den kører via internettet. Integrationen med din pc er derfor ret begrænset.
For at udnytte Copilots intelligens fuldt ud i dine arbejdsopgaver kræver det en pc, der er særligt optimeret til det.
Sådan får du Copilot på en ældre pc
I mange nyere pc'er med Windows 11 som styresystem er Copilot en integeret del af computeren. Der vil være et ikon på proceslinjen, som giver direkte adgang til assistenten. Nogle bærbare computere har endda en dedikeret Copilot-knap i tastaturet.
På ældre Windows-computere er assistenten ikke integreret som standard, men du kan hente Copilot som en app.
Det gør du på Microsoft Store. Åbn appen Microsoft Store på din pc, søg på Copilot og download appen.
Under installationen kan du vælge at placere den som en del af proceslinjen og aktivere den ved maskinens opstart. Så er den altid klar til brug.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Sådan får du fuldt udbytte af Copilot
Copilot+ er en ny kategori af AI-pc'er, udstyret med kraftfulde processorer, optimeret til kunstig intelligens - de kaldes en npu.
Her er Copilots evner til at hjælpe med meget mere omfattende opgaver end på pc'er uden sådan en npu.
Copilot kan forbedre workflow ved at hjælpe med at organisere og sortere billeder samt tilbyde forslag til layout og design i præsentationer.
Disse computere kommer desuden med en AI-optimeret udgave af Microsofts gratis billedredigeringsprogram, Billeder. Her er der adgang til funktioner som Cocreator, der genererer billedindhold ud fra dine beskrivelser samt kreative filtre og funktioner til fjernelse af baggrunde og forstyrrende elementer.
Computerne har også Windows Studio Effects – en samling af AI-drevne video- og lydværktøjer, der forbedrer kvaliteten af optagelser og laver baggrundssløring, simulerer direkte øjekontakt med kameraet, forbedrer lyset og holder dig centralt i rammen, selvom du bevæger dig.