Droner er mange hobbyfotografers yndlingslegetøj. De giver nemlig mulighed for at skyde fotos, der for få år tilbage kun var mulige at fotografere fra en helikopter.
I dag kan alle fotografer med et gyldigt dronetegn – og en drone – tage del i glæden, men du risikerer at bryde loven, hvis ikke du sætter dig ordentligt ind i reglerne.
I Danmark skal du flyve efter to forskellige regelsæt, og det er ofte her, at det kan blive lidt forvirrende.
Du skal nemlig følge ét regelsæt, der er reguleret ved EU, og ét regelsæt som reguleres i Danmark. For at forstå dronereglerne i Danmark skal du altså kende begge regelsæt.
Særligt tre punkter kan skabe forvirring, og det kan ende med, at du bryder loven. Her kan du se hvilke, så du undgår dumme bøder.
1. Flyv ikke i din egen have i byen
2. Nogle naturområder er dronefri områder
3. Flyv ikke tæt på veje og jernbaner
1. Flyv ikke i din egen have i byen
Det er oplagt at tænke, at ens egen have i byen godt må bruges til droneflyvning. Det er jo trods alt din egen grund, som du selv bestemmer over.
Men du bryder faktisk straffeloven, hvis du gør det. Det er nemlig ulovligt at fotografere eller overvåge personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted – fx i folks egen private have.
Selvom du ikke har intentioner om at fotografere dine naboer, så er det nærmest uundgåeligt, og derfor er det ulovligt.
Her gælder § 264 a i straffeloven: “Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder ...”.
Læs også: Hvad er en drone med kamera? – og hvorfor skal du købe en?

Det er ikke en gang lovligt at bruge din drone til at tjekke, om dine tagrender er stoppede, eller om en teglsten er flækket i taget.
© Shutterstock2. Nogle naturområder er dronefri områder
Droner kan give nogle magiske naturfotos, da landskabernes storhed rigtig kan ses fra luften. Desværre er der bare mange steder på landet og i naturen, hvor der er forbud mod flyvning for dronepiloter.
Flere steder i naturen er beskyttede områder, og det er desværre ofte nogle af de allermest fotogene.
Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har udviklet en mobilapplikation, der viser både midlertidige og permanente restriktionsområder i Danmark, hvor droneflyvning ikke må finde sted.
Find appen til Android her og til iOS her, så du altid kan se, hvor det er ulovligt at flyve med drone. Områderne kan ændre sig løbende.
Her er nogle af de permanente steder, hvor det er ulovligt at flyve drone:
-
Grenen ved Skagen
-
Råbjerg Mile
-
Store dele af Limfjorden
-
Hele Vadehavsområdet
Du kan læse alt om flyvning med droner uden for bymæssigt område her.

Brug appen aktivt, når du er usikker på, hvorvidt det er lovligt at flyve med drone.
© droneluftrum.dk3. Flyv ikke tæt på veje og jernbaner
Det er ulovligt at flyve tættere end 15 meter i horisontal afstand til jernbaner og bybaner. Det kan være lovligt, men så skal du indhente tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter (eksempelvis DSB) eller Trafikstyrelsen.
Det er også strengt forbudt at flyve over offentlige veje, hvor fartgrænsen er mere end 70 km/t.
Denne regel er selvfølgelig lavet for at sikre, at droner ikke styrter ned i biler, der kommer kørende i høj fart.
> Se stor videoserie: 10 vilde naturfænomener du skal fotografere.