Mand fotograferer sig selv med sin drone

DJI droner flyver bedst i temperaturer mellem 0°C til 40°C. Flyv derfor mindre ture, hvis du fotograferer i vejr under frysepunktet. Ellers risikerer du, at batteriet dør pludseligt. 

© Shutterstock

Det skal du fotografere med din drone om vinteren

På vores breddegrader påvirker årstiderne i særlig høj grad, hvordan landskabet tager sig ud, og vinteren er især spektakulær. Når landskabet fryser til, får du gode muligheder for at skyde nogle fantastiske dronebilleder.

20. december 2020 af Christian Trant

Når vinteren forvandler landskabet, og det bliver koldere udenfor, er det mest naturlige måske at blive indenfor og hygge, men glem ikke, at årstiden byder flotte fotos fra luften.

I denne artikel giver vi dig inspiration til tre motiver, du kan skyde fra luften over vinterlandskabet, og så fortæller vi, hvad du skal være opmærksom på, når du tager din drone med udenfor i kulden. 

Vintersolens lange skygger set fra oven

Her i Norden står solen lavt i løbet af vinteren, og det gør, at skyggerne i landskabet bliver lange. Det ses ekstra tydeligt fra oven, og det er derfor et stærkt motiv at skyde med din drone.

Skyggerne kan både komme fra træer, huse og mennesker, men du skal være opmærksom på, at dine billeder ikke bliver overeksponerede, hvis du fotograferer skygger i sneen.

Det hvide landskab vil formentlig drille dronekameraets lysmåler, og det kan resultere i, at sneen ikke bliver hvid, men snarere grå. Skru derfor en anelse op på eksponeringskompensationen, så den hvide farve bliver gengivet korrekt.

> Se videoen: Morten Hilmer giver tips til flottere dronevideoer

Cyklister fotograferet med drone

Du kan også bruge et ND-filter, som reducerer genskinnet i sneen, men vær opmærksom på lukkertiden. Den skal forlænges en smule, når eksponeringen mørknes af ND-filteret.

© Shutterstock

Veje og åers flotte snørklerier

Hvis der falder sne i løbet af vinteren, bliver veje og åer tydeligere, når de fotograferes fra luften. Det kan give nogle vilde fotos, hvor man tydeligt kan se, hvordan fx åsystemer snørkler sig gennem landskabet.

Problemet i mange vinterlandskaber er en manglende kontrast, når alt er klædt i hvidt. Derfor er det en god idé at finde kontrastfyldte områder, hvor sneen ikke maler hele landskabet hvidt. Gå fx efter områder, hvor der er også er træer, fjelde eller huse til at bryde de hvide flader.

> Læs også: DJI Mini 2: Letvægtsdrone til begynderen

Å fotograferet fra luften.

Det kan være et problem, at sneen bliver en smule blå på dine fotos. Det skyldes, at dronekameraet har svært ved at vælge den rigtige hvidbalance. Derfor er det bedst, hvis du skyder i raw-format, så kan du justere hvidbalancen i redigeringen. 

© Shutterstock

Vinterbyens hygge i den blå time

Den blå time omkring solnedgang er et fantastisk tidspunkt at fotografere på, og det gælder selvfølgelig også, hvis du er dronefotograf. Her kan du fange det fantastiske blå lys i kombination med byens kunstige lys.

Da mængden af lys i den blå time er relativt lav, må du kompensere med længere lukkertider for at få et veleksponeret billede.

Start med at sætte lukkertiden til to sekunder, og hvis dronebilledet er for mørkt, øger du lukkertiden, indtil du får et veleksponeret foto. Sørg for, at dronen står helt stille i luften undervejs. Nogle droner har en særlig funktion, der hjælper dig til at tage bedre billeder, når mørket falder på. Funktionen hedder typisk HyperLight.

> Se videoen: Se Svalbard fra oven

By fotograferet i den blå time fra luften

Hvis du fotograferer i raw, kan du bedre redigere hvidbalancen efterfølgende.

© Shutterstock

Bonus: Sæt sæsonerne sammen i ét foto

Hvis du har fotograferet landskaber fra oven i foråret eller i løbet af sommeren, kan du sætte disse billeder i forlængelse af dit vinterlandskab.

Det giver en flot visuel fremstilling af årstiderne, og hvordan de påvirker landskabet.

Se, hvordan du laver en glidende overgang mellem to eller flere billeder i Photoshop Elements her.

> Læs også: Se verdens bedste dronebilleder

Tre sæsoner fotograferet med drone.

Du kan både lave en hård overgang mellem årstiderne, men du kan også lave en glidende overgang, hvor billederne smelter sammen.

© Shutterstock

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...