Det kan være lidt af en udfordring at orientere sig i alle begreberne, når det kommer til at finde hoved og hale i din eksterne flashs egenskaber.
Her får du forklaringerne på nogle af de mest udbredte funktioner.
Hvad betyder ledetal?
Ledetallet angiver styrke. Det vil sige styrken på det lysglimt, som flashen sender afsted.
Med et højt ledetal på fx 60 kan man bruge blitzen på længere afstand, og den vil desuden være hurtigere klar igen til afskyde endnu et glimt, da ledetallet også indikerer, hvor hurtigt du kan affyre flashen igen.
Hvad gør zoom-funktionen?
Denne funktion ændrer lyskeglen. På Auto tilpasses keglen, så den passer til brændvidden, og på manuelt kan du koncentrere lyset.
Ved at trykke på Zoom og bruge drejehulet kan du manuelt ændre lyskeglen. Det foregår via en motor i blitzens hoved.

Har du bestemt dig for at skyde ét eller flere sort-hvid-fotos, kan du med fordel bruge en ekstern eller kameraets indbyggede flash. Normalt giver flashen en hård og unaturlig belysning, men faktisk er flashen også med til at skabe flere nuancer af grå, som gør sig rigtig godt på sort-hvid-fotos.
© ShutterstockHvad betyder High-Speed-Sync?
Med High-Speed-Sync kan du bruge flash og en hurtig lukkertid som fx 1/2000 sekund i kraftigt lys – og samtidig vælge en stor blændeåbning, der giver en sløret baggrund.
Normalt er synkroniseringshastigheden højest 1/250 sekund.
Ved High-Speed-Sync bliver den totale spænding i flashens kondensator fordelt på flere blitzskud end et enkelt.
Det opfanger øjet ikke, og derfor virker det som én samlet udladning. Lysstyrken er dog ikke lige så kraftig, så du skal være tættere på motivet.

Med High-Speed-Sync kan du stoppe tiden et øjeblik. Cyklisten her er frosset med en hurtig lukkertid på 1/2000 sekund. Funktionen fungerer særlig godt til at oplyse personer mod en lys baggrund.
Hvad er stroboskoplys?
De store blitzmodeller har ofte indbygget stroboskoplys. Det kaldes også Repeating Flash eller RPT.
Her affyres blitzen flere gange under eksponeringen og virker dermed som et blinkende stroboskoplys.
Det er godt, hvis du vil fryse et motiv flere gange i det samme billede – typisk ved actionmotiver eller kreative portrætter.
Det bedste resultat får du i mørke mod en sort baggrund med meget lange lukkertider.

Du kan fastfryse den samme person flere steder i billedet, hvis du bruger din eksterne flashs stroboskop-effekt. Stroboskopfunktionen fungerer bedre end kameraets multieksponering, da motivet bliver bedre belyst i alle trinnene.
© ShutterstockHvad betyder Master/Slave?
Med funktionerne master og slave kan du benytte flere blitz samtidig, så de oplyser forskellige områder.
Masterblitzen afgør, hvornår slaveblitzen affyres, og masterblitzen kan også bestemme, om en eller flere slaveblitz skal indstilles til blitzkompensation.
Det er dog ikke alle eksterne flashs, der kan fungere som master.
Derimod kan alle fungere som slave-blitz.

Til dette billede er der brugt flere eksterne flashs. Der også benyttet flash gels, som kaster flere forskellige farver mod modellen. På den måde er det muligt at farve med forskelligt lys.
© ShutterstockHvad er modellys?
En del eksterne flashs har en indstilling, så du kan kaste et langvarigt lys på motivet.
Det er smart, hvis du vil tjekke, hvordan lys og skygger falder på motivet, før du tager billedet.
Funktionen, der hedder modellys eller pilotlys, kender du måske også fra studielamper. På nogle eksterne flashs vælges funktionen i menuen, mens andre har en dedikeret knap.
> Læs også: Sådan får du flot lys i dine portrætter med paraplyer.