Fotostativer
© Poul Siersbæk

5 ting du skal holde øje med når du køber stativ

Et fotostiv giver dig skarpere billeder og nye muligheder i svagt lys, men der er mange modeller at vælge mellem, så hvad skal du vælge? Her kan du se de vigtigste ting, du skal tjekke, inden du køber.

6. september 2022 af Kristoffer Engbo

Når du fotograferer håndholdt, er det umuligt at holde kameraet helt stille. Det kan give rystede billeder, specielt når lukkertiderne bliver lidt længere.

Med et fotostativ får du en fleksibel løsning, så kameraet er i ro. Det giver helt nye muligheder, hvor du fx kan lege med lukkertider på flere sekunder eller endnu længere.

Der er masser af forskellige stativer på markedet, og herunder hjælper vi dig med de vigtigste ting, du skal holde øje med.

1. Materialer

Stativer fås generelt i to forskellige materialer. De kan være lavet i aluminium eller i kulfiber, som også kaldes karbon. Karbon er lettere og en anelse mere stabilt, og så er det behageligere at holde på, når det er koldt udenfor. Til gengæld er aluminiumsstativerne billigere.

2. Stativets højde

Nogle stativer kan komme helt op i en højde, så du kan stå helt oprejst og se gennem søgeren, mens andre er lidt lavere, så du skal bukke dig. Skal du stå længere tid ved stativet, er det behageligt, hvis du ikke skal bukke dig så meget, men det kræver også et stort stativ.

>Læs også: Få styr på de forvirrende betegnelser på den eksterne flash

Tjek også, hvor langt du kan komme ned mod jorden. Til fx makro er det ofte en fordel, hvis du kan komme langt ned. På nogle stativer, kan midtersøjlen lægges på tværs eller vendes, så kameraet kommer længere ned.

3. Stabilitet

Vind eller rystelser fra fx køretøjer kan få kameraet til at ryste en anelse, selv om det er monteret på stativ. Jo færre led, benene har, jo bedre vil stabiliteten typisk være. Kan du undgå at rejse midtersøjlen for at komme op i den rette højde, er det også en fordel, da en hævet midtersøjle ikke er så stabil. Du kan prøve at slå lidt til toppen af stativet, når det er foldet ud, for at se, om det ryster lidt.

>Læs også: De bedste apps til smartphone-fotografen

4. Sammenklappet højde

Det nytter ikke noget at have et stativ til kameraet, hvis det er for stort og tungt til, at man gider at tage det med sig. Mindre stativer kan nemt være i taske og vejer under to kilo. Overvej, hvor meget du vil bære på.

Manfrotto-stativ

Stativet her fra Manfrotto er 40 cm langt, når det er foldet sammen.

5. Hoved

Kameraet monteres på stativets hoved. Hovedet følger med, når du købe nogle stativer, mens det er tilbehør til andre, så du selv kan vælge typen. Der er forskellige typer stativhoveder at vælge mellem. Mange fotografer foretrækker det fleksible kuglehoved, mens der er hoveder, som er bedre egnet til fx video. 

Kuglehoved fra Sirui

Kuglehovedets retning justeres på en enkelt eller to skruer, så kameraet nemt kan vendes i den rigtige retning.

Læs testen af kompakte stativer

I Digital FOTO nr. 14/2022 tester vi seks stativer, der hverken fylder eller vejer for meget, men kan bære et system- eller spejlreflekskamera. 

Stativer i testen

AOKA KF254C Carbon + BH33

Benro FIF19CIB0

Leofoto Ranger RF-224C + LH-25

Manfrotto Befree Advanced Twist Alu

Peak Design Travel Tripod Aluminium

Velbon Ultra TR 563D

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...