Hollywood-stjernen Jeff Bridges står bag nyt kamera

Skuespilleren Jeff Bridges er en af bagmændene bag kameraet WideluxX, som kommer på markedet i 2025.

WideluxX-kamera

Sådan præsenteres det nye kamera på WideluxX' hjemmeside.

© WideluxX

Han er kendt fra store Hollywood-film som Tucker, ​​The Fabulous Baker Boys og The Big Lebowski, men Jeff Bridges er også en passioneret fotograf. Han har bl.a. taget billeder på filmoptagelserne til mange af de film, han har medvirket i, og udgivet bøger med sine fotos.

Billederne er taget med et særligt Widelux-kamera, som ikke produceres mere, men nu er Jeff Bridges og hans hustru Susan, som også er en dygtig fotograf, gået sammen med redaktørerne fra et magasin om analogfoto for at lave en ny udgave af kameraet.

> Læs også: Afslør snyd - Hvad har vi manipuleret i billedet?

Projektet startede, da Jeff Bridges blev interviewet af magasinet SilvergrainClassics og undervejs nævnte, at det kunne være fedt at få genoplivet Widelux-kameraet. Det førte til, at et par af redaktørerne fra magasinet gik sammen med Jeff og Susan Bridges for at udvikle den nye udgave af kameraet, som de kalder WideluxX. Og selskabet bag har fået navnet SilverBridges.

På siden her kan du læse mere om projektet og se nogle af de billeder, som blandt andre Jeff og Susan Bridges har taget med Widelux-kameraer, her.

Det særlige ved det analoge Widelux-kamera er, at det tager billeder i panoramaformat, der altså er 24 x 59 mm i stedet for de almindelige 24 x 36 mm-billeder. Objektivet bevæges fra den ene side til den anden under eksponeringen, og der er ikke en traditionel lukker, men en lille sprække, der drejer sammen med objektivet, så filmen eksponeres.

> Læs også: Sådan vælger du det rigtige kamerastativ

De oprindelige Widelux-kameraer blev lavet af det japanske firma Panon fra 1959 til 2000, men er altså ikke længere i produktion. Det kommende WideluxX-kamera bliver fuldt mekanisk og naturligvis analogt. Du kan se mere om WideluxX-kameraet her.