Vores første indtryk af Sigmas nye hypertelezoom, Sigma 60-600mm F4.5-5.6

Vi har haft Sigmas nye hyper-teleobjektiv i hænderne. Læs vores umiddelbare indtryk her. 

© Digital FOTO

Første indtryk af Sigma 60-600mm: Et drømmeobjektiv for sports- og dyrefotografer

Sigmas nye hypertelezoom er en ordentlig kleppert. Men når man tager det store zoomområde i betragtning, er den faktisk hverken voldsomt tung eller uhåndterlig.

26. september 2018

På Photokinas første officielle dag løftede den japanske producent Sigma sløret for hele fem nye objektiver – tre med fast brændvidde i Art-serien og to i Sports-serien. 

Det ene sportsobjektiv er det længe ventede Sigma 70-200mm F2.8 DG OS HSM, der vil erstatte det eksisterende 70-200mm, som efter 8 år på markedet er noget utidssvarende. 

Dermed ser det ud til, at professionelle sportsfotografer vil få et nyt, budgetvenligt alternativ til Canons og Nikons tilsvarende objektiver.

Billede af Sigma 60-600mm F4.5-5.6

Den nye hypertelezoom fra Sigma  fylder godt i landskabet – men det er ikke mindst på grund af den store modlysblænde. 

© Digital FOTO

Sigma 60-600 mm sætter rekord

Det andet sportsobjektiv er det helt nye Sigma 60-600mm F4.5-5.6 DG OS HSM, der sætter ny rekord med imponerende 10x zoom. 

Selv lover Sigma, at objektivet er af samme høje kvalitet som producentens anden hypertelezoom, Sigma 150-600mm F4.5-6.3. På ydersiden ligner objektivet da også denne model.

Der er dog flere ting, der gør Sigmas 60-600mm'er til et enestående objektiv. For det første har det en forbedret optisk konstruktion med hele 25 linseelementer arrangeret i 19 grupper, samt tre såkaldte FLD-elementer og et SLD-element.

Det lyder måske kryptisk, men det betyder ifølge Sigma minimal kromatisk aberration og skarphed helt ud i hjørnerne. 

Stort, men ikke for tungt Sigma 60-600 mm

Som du nok vil kunne se på billedet, er det et forholdsvist stort og tungt objektiv – især på 60 mm. Men selvom det vejer nøjagtigt 2,7 kilo, føles det faktisk rimelig let for sin voldsomme størrelse. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at du kan skyde håndholdte billeder med Sigma 60-600mm F4.5-5.6 en hel dag, men hvis du sammenligner det med teleobjektiver med kortere brændvidder, er det slet ikke så tungt. 

Godt nok ser det meget langt ud på fuld tele, men en del af længden skyldes den store modlysblænde, der jo i sig selv ikke vejer det store, og som kan skrues af, hvis du foretrækker et lidt mere kompakt objektiv.

I de få minutter, vi nåede at prøve objektivet, lå det godt i hånden, og der var en god fasthed i zoomringen. 

Læs også: Spar penge med uoriginale objektiver

Smart knap låser zoomen

Sigma 60-600mm F4.5-5.6 byder desuden på en funktion, som sikkert vil vise sig nyttig for mange fotografer – en knap på siden af objektivet, der kan låse enhver zoom-position.

På den måde risikerer man ikke, at zoomen glider, mens man er ved at tage et billede, som det ind imellem kan ske med store objektiver, hvis man fx vender det lidt nedad. 

Alt i alt ser Sigmas nye hypertelezoom ud til at være ideelt til sports- og dyrefotografer, der vil have det hele i ét objektiv. 

Det skal naturligvis ses i lyset af, at vi endnu ikke har haft mulighed for at teste billedkvalitet eller ydeevne grundigt, men hvis Sigma scorer lige så højt på disse parametre som på håndteringen og den generelle følelse, så er de godt på vej. 

Objektivet kommer i butikkerne i slutningen af oktober, og prisen vil ligge omkring 16.000 kr.

> Læs flere nyheder fra Photokina 2018 her

Klips ekstra objektiver på mobiltelefonen

Du får helt nye muligheder, hvis du sætter et ekstra objektiv fast på din mobiltelefon. Så kan du forvandle din smartphone til fx et makrokamera, hvor du kan gå helt tæt på detaljen.

Eksterne objektiver findes i mange varianter, og lige nu får du et sæt med både makroobjektiv, vidvinkelobjektiv og fiskeøjeobjektiv i én pakke, når du tegner abonnement på Digital FOTO.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...