Både brændvidde og blændeværdi kan spille ind på, hvor godt dit objektiv præsterer, og med en simpel test kan du tjekke, hvornår dine objektiver er bedst, så du får den bedste kvalitet ud af dem.
På de største blændeåbninger kan man opleve, at skarpheden ikke er helt lige så god som på lidt mindre blændeåbninger. Typisk kan der også være lidt mørkere billedhjørner, ligesom billedhjørnerne ikke altid er helt så skarpe som midten.
På de mindste blændeåbninger vil du typisk også opleve, at skarpheden ikke er helt i top på grund af et fænomen kaldet diffraktion.
På zoomobjektiver kan der også være store forskelle på, hvordan objektiver præsterer på de forskellige brændvidder, hvor skarpheden kan variere, og der fx kan være forskelle på, hvor meget og hvordan objektivet fortegner. Der kan fx være pudefortegning, hvor lige linjer buer udad midt i billedet, på vidvinkel og tøndefortegning, hvor lige linjer buer indad i midten, på tele.
Kender du objektivets svagheder, kan du få endnu højere billedkvalitet ved fx at undgå de indstillinger, hvor fx skarpheden ikke er helt i top.
Der er dog store forskelle på, hvordan de enkelte objektiver præsterer, og derfor er det en god idé at teste dine egne, så du fremover ved, hvor de klarer sig bedst.
TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Vi giver dig noget at tænke over, hver dag - direkte i din indbakke.
Sådan tester du dit eget objektiv
Du skal finde et sted med lige linjer og ensartede toner, som du kan fotografere, fx en murstensmur. Sæt kameraet på et fotostativ i en afstand, hvor muren dækker hele billedfladen.
Den skal være jævnt belyst, så vælg gerne en mur, der ligger i skygge midt på dagen, hvor der er meget lys. Objektivets frontglas skal være parallelt med muren.
Sådan indstiller du kameraet
Vælg blændeprioritet og en fast ISO-værdi på kameraets såkaldte base-ISO, som typisk er 100 eller 200. Indstil kameraet til at optage i både jpeg og raw på én gang. Vælg et enkelt fokuspunkt, som du placerer lige i midten af billedet.
For at undgå rystelser, når du trykker på udløserknappen, slår du kameraets selvudløser til. Vælg fx en selvudløser på to sekunder, så når kameraet at falde til ro, efter at du har trykket på udløserknappen.
Sådan indstiller du objektivet
Nu kan du tage testbilleder. Slå eventuelt billedstabiliseringen fra, da kameraet er på stativ. Tester du et zoomobjektiv, så begynd på dets kraftigste vidvinkel.
Vælg objektivets største blændeåbning, fx F2.8, og tag det første billede. Drej nu blændeindstillingen et klik, hvilket typisk blænder en tredjedel trin ned, fx fra F2.8 til F3.2. Tag et nyt billede, og fortsæt på samme måde, til du når objektivets mindste blændeåbning, fx F22.
Tester du et zoomobjektiv, vælger du efterfølgende en middel brændvidde og tager endnu et sæt billeder på de forskellige blændeværdier, og til sidst vælger du teleindstillingen og tager flere billeder.
Du kan eventuelt tage et billede af din hånd mellem hvert sæt, så er det nemmere at skelne dem, når du skal se billederne igennem.
Sådan tjekker du billederne
Åbn billederne i dit foretrukne billedvisningsprogram. Vi bruger typisk Lightroom. Start med at kigge en serie billeder igennem i stort format, hvor du ser hele billedet. Her kan du holde øje med, om billedhjørnerne er mørkere – hvilket typisk sker på de største blændeåbninger – og ved hvilken blænde de mørke hjørner forsvinder.
Her kan du også tjekke, om der er fortegning, altså buede linjer. Fortegningen vil ikke ændre sig med blænden, men sandsynligvis med brændvidden.
Når du har set billederne igennem, hvor du ser hele billedet, zoomer du ind til 100 procent og ser serien igennem igen. Nu tjekker du skarpheden på de forskellige blændeåbninger. Start med at tjekke i midten og derefter kan du tjekke skarpheden i hjørnerne.
På baggrund af dine observationer kan du drage nogle konklusioner. Det kan fx være, at du så vidt muligt skal holde dig fra de to største blændeåbninger på vidvinkel og de tre mindste blændeåbninger på alle brændvidder. Dermed kan du få endnu skarpere billeder fremover.
Da nogle kameraer automatisk retter en række objektivfejl i jpeg-billederne, kan det være værd at tjekke både raw- og jpeg-billeder.