Vi var vilde med Insta360's første 360 graders-kamera, det lille og kompakte One X. I vores anmeldelse kaldte vi det genialt og ekstremt nemt at betjene.
> Læs vores anmeldelse af Insta360 One X
Nu er Insta360 klar med en opfølgning, og den nye version, ONE X2, kommer naturligvis med lækre opgraderinger.
Først og fremmest er Insta360 ONE X2 blevet mere hårdført og vandtæt ned til ti meter, så man ikke længere skal pakke sit kamera ind i besværlige undervandshuse, når man skal en tur på stranden. Også selve konstruktionen og kameraets overflade er mere modstandsdygtig.

Insta360 ONE X2 er vandtæt ned til ti meter. Der er desuden elektronisk billedstabilisering, og den tilhørende app gør det nemt at redigere og lave effekter.
Touchskærm og farver i Insta360 ONE X2
Tidligere måtte vi nøjes med en meget simpel skærm uden farver, der udelukkende kunne bruges til menuindstillinger, men på Insta360 ONE X2 er der en berøringsfølsom farveskærm, så man kan se sit motiv og lave indstillinger på en mere logisk måde. Det er en stor forbedring.
> Læs også: Sådan får du de bedste optagelser i 360 grader
Steady Cam Mode gør det muligt at bruge kameraet som et almindeligt actionkamera, når man ikke vil lave 360-graders optagelser. Der er desuden fire indbyggede mikrofoner, der skal gøre lyden i Insta360 ONE X2 bedre end før, og så er batteriet væsentligt større og leverer op til 55 procent mere strøm end hos ONE X.

Er du til både kamera og kværn, kan du også få et mount til Insta360 ONE X2, der passer til motorcyklen.
Insta 360 ONE X2 fås i flere forskellige pakker til blandt andet ski- eller motorcykelbrug, og priserne starter ved 3900 kroner.