Sonys logo

Sony har hovedsæde i den japanske by Minato.

© Shutterstock

Alt om kameragiganten Sony

Sony har de seneste år taget en enorm bid af kameramarkedet, og det er med god grund. Sony er innovative og skaber kameraer i absolut topklasse, men hvad er det, der gør Sony til noget specielt? Det kan du læse om her.

11. maj 2021 af Christian Trant

Sony hører til i toppen, når vi taler om de helt store teknologi-giganter. 

Virksomheden er større end Nikon og Fujifilm, når man sammenligner indkomst og ansatte. Dog er Sony ikke helt så stor som Canon. 

Sony har ca. 115.000 ansatte på verdensplan og omsætter årligt for ca. 80 millioner dollars. 

Virksomheden er ganske enkelt enorm, og Sony ser kun ud til blive endnu større i fremtiden, da flere og flere fotografer køber deres kameraer.

Her kan du læse om Sonys historie, produkter og kamera-serier.  

Kort om Sonys historie

Radioer, TV, Playstations og smartphones er bare nogle af de store successer, som Sony har lanceret siden virksomheden blev grundlagt tilbage i 1946 i Japan.

Kameraer og kameraudstyr tæller faktisk kun en lille del af det imponerende udbud af teknologi, som firmaet har lanceret gennem årene.

Ikke desto mindre er utroligt mange fotografer blevet opmærksomme på Sonys kameraer de seneste år, og det har gjort, at virksomheden har taget en stor bid af markedet fra bl.a. Nikon og Canon.

Det allerførste Sony-kamera blev først lanceret i 1981, hvilket er meget senere end de konkurrerende virksomheder.

Det var modellen Mavica, der kunne gemme billeder direkte på en diskette, hvilket var noget helt nyt dengang.  

> Læs også: Her er de bedste kameraer lige nu

Sony Mavica

Sonys kameraproduktion lå stille efter udgivelsen af Sony Mavica i 1981, og det var først i 1996, at den næste model blev lanceret.

© Shutterstock

Sony har vokseværk og det ser ud til at fortsætte

Når man tænker på, at Sony lancerede deres første kamera næsten 40 år senere end de største konkurrenter, så er det imponerende, at de i dag indtager en andenplads, når det kommer til at sælge flest kameraer på verdensplan.

I 2020 solgte Sony næstflest kameraer. Helt præcist solgte de 20,2 procent af alle kameraer, der blev solgt det forgange år – kun overgået af Canon.

Canon sidder til gengæld tungt på førstepladsen med sine 45,4 procent.

I lang tid var det Canon og Nikon, der var fotografernes yndlingsmærker, men samtidigt med at Nikon er faldet, så er Sony altså steget markant de seneste år.

> Læs også: Verdenspremiere: Vi har testet det nye Sony A1

Ifølge det tyske firma, Statista, som specialiserer sig i markeds- og forbrugsdata, var Sony den kameravirksomhed, der solgte næstflest kameraer i 2020. 

© Statista

Et overblik over Sonys kameraer

Sony producerer alverdens teknologi, men hvis vi kun fokuserer på Sonys kameraer, så er virksomheden bedst kendt for serierne: Alpha, RX og ZV.

Alpha-serien

Sonys Alpha-serie består af kameraer med udskiftelige objektiver, og det første kamera blev  lanceret i 2007.

Det var kameraet Alpha 900, der var det allerførste kamera i serien. Kameraet var nyskabende, og det havde en helt ny Preview-funktion.

Med Preview-funktionen kunne fotografen få råd og tips til, hvor man kunne optimere eksponeringen bl.a. ved hjælp af kameraets histogram.

Det var helt nyt tilbage i 2007, og noget der virkelig gjorde kameraet populært.

Senere er kameraer som bl.a. Alpha 6000 og Alpha a7III kommet til, og de var blandt de mest solgte kameraer på tværs af alle mærker i 2020.  

Den nyeste Alpha-udgivelse er modellen A1, som er det helt nye flagskib, der både evner at skyde fugle, sport og action med stor, stor præcision. 

Du kan læse vores anmeldelse af Sony A1 her.

Sony A1

Sony har ofte lavet systemkameraer, der enten er gode til sport, landskaber eller noget tredje. Med flagskibet Sony A1 kan man nu få et kamera, der er stort set perfekt til alt.

© Sony

RX og ZV-serien

Denne serie består primært af kompaktkameraer, men det er generelt et lidt broget udvalg af kameraer, som er blevet lanceret under disse aliasser. 

Nok er udvalget broget, men ikke desto mindre har kameraerne høstet stor ros hos mange fotografer og i vores anmeldelser.

Det gælder bl.a. det lille og lækre kamera ZV-1, som egner sig særligt godt til at skyde video.

Sony ZV-1

Vind giver meget nemt buldrende lyd på videooptagelser, men det forhindrer den medfølgende vindhætte til ZV-1.

© Sony

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...