På Digital FOTO tester vi masser af kameraer til entusiaster og fotonørder, og kvaliteten er generelt rigtig høj.
Men der er selvfølgelig modeller, som skiller sig ud med særlige evner eller en stærk pris, og her kan du se vores favoritter i tre forskellige prisklasser: Kameraer til under 7000 kroner, under 15.000 kroner og til over 15.000 kroner.
Som altid kan du læse vores fulde anmeldelser af kameraerne i Gearguiden.
Her er de bedste kameraer til under 7000 kroner
Fujifilm X-T200

Fujifilm X-T200 er et af de bedste kameraer i sin prisklasse på grund af sin imponerende skærm, overbevisende skarphed og sit sikre autofokus. Det er dog ikke vejrforseglet.
© FujifilmFujifilms mindste systemkamera er lavet i et flot og klassisk design med topmoderne funktioner. Men det er især den berøringsfølsomme skærm, der er sidehængslet, som gør, at vi er vilde med dette kamera.
Fujifilm X-T200 har et godt joystick, som du kan bruge til at placere fokuspunkter med. Joysticket bruges desuden i kameraets menu og gør det nemt og hurtigt at navigere i de forskellige indstillinger.
Samtidig spiller den berøringsfølsomme skærm ualmindeligt godt sammen med kameraets øvrige betjening. Samspillet virker altså intuitivt, når du bruger kameraet, og det giver mening, hvornår du skal bruge joysticket, og hvornår du skal bruge den berøringsfølsomme skærm.
At skærmen på Fujifilm X-T200 er sidehængslet betyder, at du fx har mulighed for at tage billeder over hovedet, da du kan flippe skærmen nedad.
Da vi testede autofokussen, klarede den sig fint ved hurtige motiver, ligesom kameraets øjefokus gør sit arbejde godt, når det drejer sig om portrætter.
X-T200 sælges i kit med det kompakte og zoomobjektiv FUJINON XC15-45mmF3.5-5.6 OIS PZ. X-T200 for omkring 6500 kroner.
Nikon Z 50

Nikon Z 50 har en fin billedkvalitet ved høj ISO. Der er dog ingen stabilisering i kamerahuset.
© NikonNikon Z 50 er et spejlløst systemkamera med APS-C-sensor på 20,7 mio. pixels. Det er et af klassens mest helstøbte kameraer og præsterer godt på alle områder.
På Z 50 er samtlige knapper og selve indstillingshjulet placeret i højre side, hvilket gør, at du kan betjene alt kun med den ene hånd.
Den berøringsfølsomme skærm på 3,2 tommer er detaljeret og viser billederne, som de rent faktisk bliver. Knapperne til zoom- og skærmvisning er berøringsfølsomme og integreret i skærmens højre side.
Autofokussen er hurtig og præcis, og øjeregistreringen arbejder fint ved portrætter.
Du kan købe Nikon Z 50 uden objektiv for omkring 6100 kroner.
Panasonic Lumix DC-GX880

Panasonic Lumix DC-GX880 er et meget lille og let kamera med udskiftelig optik, men du må undvære søger.
© PanasonicPanasonic Lumix DC-GX880 er det mindste systemkamera på markedet, og det sælges i kit med et kompakt objektiv på 12-32 mm, hvilket svarer til 24-64 mm, da kameraet har en Four Thirds-sensor.
GX880 ligner et kompaktkamera og kan snildt glide ned i en jakkelomme. Til gengæld må du undvære en elektronisk søger.
Den fleksible, berøringsfølsomme skærm kan vippes lodret op, og kameraet skifter herefter automatisk til selfieindstilling med nedtælling, når udløserknappen trykkes i bund.
Den funktion gør også kameraet til et fint valg for videoentusiaster, der vil have bedre 4K-video, end en smartphone kan tilbyde.
Du kan købe Panasonic Lumix DC-GX880 for omkring 3300 kroner inklusiv optikken.
De bedste kameraer til under 15.000 kroner
Fujifilm X-S10

Grebet er 2,4 cm dybt, hvlilket betyder, at du holder rigtig godt om kameraet.
© FujifilmLangt hen ad vejen har dette lille systemkamera de samme muligheder som den langt dyrere storebror X-T4. Der er indbygget billedstabilisering, og kameraet har den samme gode APS-C-billedsensor på 26,0 mio. pixels.
Skærmen bag på kameraet er sidehængslet, så man kan dreje den i mange retninger, og Fujifilm X-S10 har en fin indbygget søger med hurtig opdatering, som er fin og klar.
Du kan tage op til 20 billeder i sekundet, og autofokus følger godt med. Der er også en god øjefokus.
Kamerahuset uden objektiv kan du købe for omkring 8000 kroner.
Vil du modtage nyheder, tips og inspiration til foto i din indbakke? Så skriv dig op til Digital FOTO's nyhedsbrev lige her.
Nikon Z 5

Nikon Z 5 har indbygget billedstabilisering på billedchippen.
© NikonFor under 10.000 kroner kan du få dette stærke full-frame-kamera med 24,2 mio. pixels. Den store sensor sikrer en flot billedkvalitet med fin detaljegengivelse,
Ergonomien er fremragende, og kameraet har en hurtig og præcis autofokus med 273 punkter.
Optagehastigheden er ikke i top, så du kan maksimalt tage 4,5 billeder i sekundet, men der er masser af avancerede muligheder med blandt andet programmérbare knapper, og så er både søger og skærm på Z 5 tydelige og gode.
Sony A6600

Selv om kameraet ikke fylder meget i højden, er der indbygget elektronisk søger.
© SonySystemkameraet her er Sonys topmodel blandt kameraer med APS-C-sensor. Det leverer en flot billedkvaliteten med klassens bedste detaljegengivelse.
Sony A6600 ligger rigtig godt i hænderne, og der er god fart på. Du kan tage 11 billeder i sekundet. Desuden er der indbygget billedstabilisering.
Autofokus følger flot motiver i bevægelse, og der er en rigtig god øjegenkendelse, der fungerer til både mennesker og dyr.
Kameraet koster omkring 10.000 kroner.
De bedste kameraer til over 15.000 kroner
Canon EOS R5

Canon EOS R5 er et af de første kameraer, der kan optage video i den ekstremt høje 8K-opløsning.
© CanonHastigheden kan komme op på hele 20 billeder i sekundet, og opløsningen er oppe på 44,8 mio. pixels i dette systemkameraer med full-frame-sensor til entusiaster og professionelle.
Der er masser af detaljer, og kameraet håndterer støj ved høje ISO-værdier rigtig flot.
Autofokussen følger rigtig godt med motiver i bevægelse og kan låse sig fast på et øje med stor præcision.
På videosiden kan du optage i den enorme 8K-opløsning, og kameraets store buffer betød, at vi kunne skyde raw-billeder på den fulde hastighed på 20 billeder i sekundet, uden at hastigheden røg ned.
Canon EOS R5 koster omkring 36.500 kroner.
Nikon Z 7II

Nikon Z 7II tager både SD-kort og de hurtige CFexpress-hukommelseskort.
© NikonFull-frame-kameraet her ligger suverænt i hænderne, og knapperne er optimalt placeret, så vi nemt kunne betjene kameraet med øjet for den udmærkede søger.
Opløsningen er oppe på 45,4 mio. pixels, og Z 7II kan tage op til ti billeder i sekundet.
I fohold til forgængeren er autofokus forbedret, hvilket vi især kunne mærke ved øjefokus og i svagt lys.
Nikon Z 7II koster omkring 25.500 kroner.
Sony A7 IV

Den indbyggede billedstabilisering er blevet forbedret i Sony A7 IV, og vi fik skarpe håndholdte billeder med en lukkertid på fire sekunder.
© SonyAutofokus i dette full-frame-kamera er lynhurtig og følger sikkert motiver i bevægelse. Der er en god øjefokus til mennesker, dyr og fugle.
Du kan tage ti billeder i sekundet, og med et hurtigt CFexpress-kort i kameraet kan du nærmest blive ved på den høje hastighed.
Sony A7 IV klarer også 4K-video rigtig flot , og med en ny funktion kan du på skærmen få en visualisering af, hvor dybdeskarpheden ligger i billedet.
Opløsningen er på 32,7 mio. pixels, og du får masser af detaljer fra kameraet, der koster omkring 21.500 kroner.