Det er knapt ti år siden, det første kamera i Fujifilms X100-serie kom på gaden, og nu er femte generation af de luksuriøse kompaktkameraer klar.
De største nyheder i det nye X100V er APS-C-sensoren på 26 mio. pixels – magen til den, der sidder i det dyrere systemkamera X-Pro3 – en ny touchskærm, der kan vippes i to retninger, og et helt nyt 23mm F2.0-objektiv.
Af andre nye funktioner kan nævnes muligheden for at filme i 4K, en optagehastighed på 20 billeder i sekundet med elektronisk lukker og 11 billeder i sekundet med mekanisk lukker, samt en forbedret autofokus.
> Læs også: 4 grunde til at vælge et kompaktkamera

Den nye model har fået en LCD-touchskærm på 3,0 tommer med en opløsning på hele 1.620.000 punkter.
© FujifilmForbedret design og vejrforsegling
Derudover er det klassiske design, der kendetegner X100-serien, blevet forbedret.
Blandt andet skulle grebet være blevet bedre, og ISO-indstillingshjulet har fået en ny låsefunktion, så man hurtigere kan skifte ISO-værdi.
Som noget helt nyt er kamerahuset vejrforseglet. Dog kræver det en adapterring og et beskyttelsesfilter, hvis også objektivet skal kunne tåle regn.
> Læs også: Det synes vi om det nye Fujifilm X-Pro 3
Med de mange nye forbedringer og opgraderinger er det nye X100V en stærk kandidat til titlen som det ultimative kompaktkamera.
Det er faktisk stort set kun størrelsen og den faste optik, der adskiller det fra modellen X-Pro3, hvilket gør X100V til det perfekte kamera til fx storbyferien, hvor man ikke vil stå og fumle med objektiver.
Fujfilm X100V kan fås i sort og sølv og kommer i butikkerne til marts. Prisen kommer til at ligge på cirka 11.699 kroner.
Læs mere om det nye kompaktkamera her.
> Læs også: Nye objektiver fra Fujifilm slår to rekorder

Fujifilm X100V har fået en top- og bundplade i fræset aluminium med en glat belægning.
© Fujifilm