Sony Xperia 1 IV måler 15,3 x 6,7 x 0,8 cm og har en vægt på 185 gram.
Med Xperia 1 IV i lommen har man ikke bare en hurtig og lækker smartphone. Man har også et redskab, der giver virkelig stor fotoglæde. Kameradelen er nemlig i særklasse noget af det mest inspirerende, vi har haft i hænderne, når det gælder telefoner. Som de fleste nye telefoner har Xperia tre kameraer. Der er en 16 mm ultravidvinkel, en vidvinkel på 24 mm og et zoomobjektiv, der dækker 85-125 mm. Det sidste er en verdenssensation, for der er nemlig tale om optisk zoom, hvor linseelementerne glider flydende frem og tilbage. Det er første gang vi ser det i en telefon.
Zoomobjektivet er konstrueret som et periskop, hvilket betyder at telefonen ikke er tykkere end 0,8 cm. Bevægelsen sker fuldkommen glidende og lydløst. Ønsker man at bruge digital zoom, kan man zoome yderligere op til 375 mm. Som altid tilføjer digital zoom pixels, og det giver ikke et pænt resultat. Billederne med den optiske zoom er derimod ganske pæne. Desværre er opløsningen for alle kameraer kun 12,0 mio. pixels, og der er synligt lavere detaljegrad end på Xperia PRO-1, som har en større sensor. Detaljegraden er bedst med de to vidvinkler, hvor også støjhåndteringen ved høj ISO er god, men den når ikke fx OnePlus 10 Pro.
Til gengæld vinder Xperia på andre parametre. Brugerfladen er hentet fra Sonys A-kameraer, så man føler, at man har et rigtigt kamera i hænderne. Mobilen har også samme avancerede følgefokus som A-kameraerne. Det fungerede upåklageligt, da vi skød motiver i fart. Den gode autofokus blev fint understøttet af hurtige serier på 20 billeder i sekundet. Her var det dog kun muligt med jpeg, mens raw var muligt ved enkelte skud. Også øjegenkendelsen var rigtig god.
På videosiden får man flot 4K med op til 120 billeder per sekund. Også her en den avancerede autofokus en gevinst. Vil man livestreame til fx YouTube, er det også en mulighed.
PRIS
9999 kroner
Det syntes vi efter ...
3 minutter: Den optiske zoom imponerer.
9 timer: Vi er vilde med autofokus og hastighed.
8 dage: God kameraapp, og batterilevetid.
Dommen
+
Overlegen autofokus.
Suveræn hastighed ved serier.
Optisk zoom.
Dedikeret kamerabrugerflade.
–
Lav opløsning.