Sådan forlænger du batteriets levetid

Få vores bedste tips til at forlænge dit kamerabatteris levetid, så du ikke løber tør for strøm, mens du er i marken.

Bedre levetid på batteriet

Skift kamerabatteri i tide

Hvis du ikke vil forkorte levetiden på dine batterier, bør du undgå at aflade batteriet helt. Det vil sige, at du bør skifte dit batteri, når der er omkring 20 procent strøm tilbage.

Lad ikke batterierne blive i kameraet

Undgå at lade batteriet blive siddende i dit kamera, når du er færdig med at fotografere. Tag det altid ud, når du kommer hjem fra en fototur.

I samme omgang bør du sætte batterierne til opladning, så du har friske batterier, når du skal ud og fotografere igen.

kamerabatteri og oplader

Husk at skifte dine batterier. Lav gerne en opladestation, hvor du også har dit andet fotoudstyr. Så er der større chance for, at du aldrig kommer ud af døren med flade batterier.

© Shutterstock

Undgå at batteriet overopheder

Batteriers levetid afhænger meget af temperaturerne, du bruger dem i.

Ifølge Teknologisk Institut vil et varmt batteri ældes mere end fire gange så hurtigt, hvis dets temperatur når op på 50 grader og derover.

Undgå derfor at have batterierne liggende i solen eller andre steder, hvor det kan overstige den optimale temperatur på mellem 15 og 30 grader.

Pas på temperaturforskelle

Ligesom varme kan have en negativ effekt på dine batterier, er kulde heller ikke godt for dem.

En grundregel er, at batterierne trives bedst mellem 15 og 30 grader. Hvis temperaturen nærmer sig 0, bør du undgå at lade på dine batterier.

I værste fald kan en opladning i meget kolde temperaturer nedsætte batteriets evne til at yde og optage energi.

Hvis dit batteri har været udsat for stærk kulde, så vent til det er blevet varmere, før du sætter det i opladeren.

Læg kamerabatteriet i lommen

Har du derfor ekstra batterier med ud i kulden, så læg dem i din bukselomme eller under jakken, tæt på kroppen, da kropsvarmen holder dem varme.

fotograf i koldt vejr

Husk at holde dig selv og batterierne varme.

© Shutterstock

Brug en powerbank

Mange kameraer kan oplades gennem et usb-kabel. Du har derfor en smart mulighed for at få ekstra strøm, når du er på farten.

Med en batteribank, også kaldet powerbank, kan du sagtens give dit kamera et ekstra skud energi, hvis dine kamerabatterier er blevet flade.

Du skal blot medbringe et usb-kabel, som du sætter i powerbanken og i kameraet.

En powerbank virker dog bedst, hvis kameraet ikke bruges samtidig, så du kan passende tage et hvil imens.

Mange kameraer kan tilsluttes en powerbank, mens du er i marken.

Hold batterierne rene

Batterierne er afhængige af, at de kan afgive og modtage energi. Det gør de gennem de strømførende kontakter.

Hold derfor kontakterne rene, så du på den måde sikrer dig den mest effektive opladning og afladning af batteriet.

Undgå tænd-sluk

Når du vil skifte dit batteri, så sørg altid for, at kameraet er slukket, inden du tager batteriet ud af kameraet.

Et andet tip i den forbindelse er, at du kan få dine batterier til at holde længere, hvis du ikke hele tiden tænder og slukker kameraet, når du er ude at fotografere.

Køl batteriet ned

Tidligere nævnte vi, at kulde ikke nødvendigvis er godt for dit batteri. Men kulde kan sagtens hjælpe dit batteri til en længere levetid.

Det kan ofte ske, at batterierne bliver varme, når du bruger kameraet til video. Da batterierne samtidig afgiver meget strøm, skal de ofte skiftes.

Tricket er derfor, at du ikke skal oplade et brandvarmt batteri. Vent til batteriet er kommet ned omkring de 15 til 30 grader, som er den optimale temperatur for opladning af batterier.