Zoomobjektiver på 70-200 mm er velegnede til en lang række motivtyper, bl.a. portrætter, action, dyr og landskaber. Derfor foretrækker mange fotografer også at have denne type objektiv med i tasken eller siddende på kameraet.
Med deres objektiv nummer 50 til deres spejlløse full-frame-kameraer føjer Sony en ny motivtype til 70-200 mm-objektiverne. Det nye Sony FE 70-200mm F4.0 MACRO G OSS II kan nemlig fokusere helt ned til 26 cm fra billedchippen, og på den korte afstand får man en forstørrelse på hele 0,5x. Det er ikke helt ægte makro, som er på minimum 1x, men det er tæt på.
Med objektivet kan du altså gå tæt på insekter eller blomster det ene øjeblik og fotografere fugle på afstand i det næste.
Forstørrelsen på 0,5x holder i hele brændviddeområdet. Afstanden på 26 cm gælder på 70 mm, og på 200 mm er mindste fokusafstand 42 cm, hvor du altså også får 0,5x forstørrelse. Til sammenligning har første generation af Sonys 70-200 mm F4.0-objektiv en maksimal forstørrelse på 0,13x.
>Læs også: Hvad er AI-genererede billeder og skal du være nervøs?
Sætter du Sonys 2x telekonverter mellem det nye objektiv og kamerahuset, øger du ikke bare brændviddeområdet til 140-400 mm, men du får nu også 1x makro med Sony FE 70-200mm F4.0 MACRO G OSS II.
I forhold til forgængeren er objektivet blevet mindre og lettere. Det er udstyret med fire XD Linear-fokusmotorer og har ni blændelameller. Objektivet er forseglet mod støv og fugt, og det har en fokusbegrænser, der kan indstilles, så fokus udelukkende arbejder i makroområdet, hvilket burde sikre, at fokus hurtigere får fat i det rigtige.
Vi har allerede testet objektivet, og du kan læse vores anmeldelse uden login i Fordelszonen nu.
Sony FE 70-200mm F4.0 MACRO G OSS II koster 15.500 kroner og er i butikkerne fra juli 2023.