Canon EOS R

Canons første spejlløse full-frame-kamera byder også på en helt ny RF-fatning.

© Canon

Canon EOS R er Canons første spejlløse full-frame-kamera

Med Canon EOS R tager Canon kampen op med Nikon og Sony, og firmaets første spejlløse full-frame-kamera bryster sig blandt andet af en vanvittig autofokus.

5. september 2018 af Kristoffer Engbo

Efter et langt tilløb er Canon endelig klar med et spejlløst full-frame-kamera. 

Første model har samme navn som hele kamerasystemet, nemlig Canon EOS R, og systemet har en ny fatning kaldet RF med en indre diameter på 54 mm.

Vi er med til premieren på Canon EOS R i London, og vi følger selvfølgelig op med vores indtryk, når vi har haft kameraet i hænderne.

Vild autofokus i Canon EOS R

Canon EOS R

Til højre for den elektroniske søger i Canon EOS R sidder en touch bar, der byder på en helt ny måde at betjene et kamera på.

© Canon

Kameraets autofokus skiller sig virkelig ud. Den er af Dual Pixel-typen med såkaldt fasedetektion på selve billedchippen og har intet mindre end 5655 fokuspunkter.

Autofokus kan tilmed arbejde i lys helt ned til -6EV, hvilket svarer til lyset fra halvmånen, og så kan den stille skarpt på blot 0,05 sekund, hvilket er hurtigst i klassen. 

Canon EOS R har også fået øjefokus, der altså automatisk finder og stiller skarpt på et øje.

Canon EOS R styres med touch bar

Ved siden af den elektroniske søger sidder en såkaldt touch bar. Det er en lille berøringsfølsom skærm, der kan ændre funktioner og både optræder som fx piletaster og som OK-knap, og man kan både swipe og trykke på den.

I videoen herunder kan du blandt andet se mere om autofokussen og Canons EOS Rs touch bar.

Vi har allerede lagt flere videoer om Canon EOS R og det nye kamerasystem i Fordelszonen. Se videoerne her.

Ligesom spejlreflekskameraet Canon EOS 5D Mark IV har Canon EOS R en opløsning på 30,1 mio. pixels, men da spejlet er væk, er det nye kamera både mindre og lettere.

Canon EOS R har en Digic 8-billedprocessor og kan tage op til otte billeder i sekundet, og ISO kan komme op på 102.400. Billederne gemmes på SD-kort, men der er kun plads til et kort i kameraet ad gangen.

Her er de nye objektiver til Canon EOS R

Canon RF 24-105mm F4.0L IS USM

Canon RF 24-105mm F4.0L IS USM er et af fire nye objektiver til Canon EOS R.

© Canon

Det nye spejlløse full-frame-system har også fået en ny fatning, og sammen med Canon EOS R har Canon lanceret fire nye objektiver:

  • Canon RF 28-70mm F2.0L USM til 25.990 kroner
  • Canon RF 50mm F1.2L USM til 19.990 kroner
  • Canon RF 35mm F1.8 Macro IS STM til 4490 kroner
  • Canon RF 24-105mm F4.0L IS USM til 9490 kroner

På RF-objektiverne sidder en kontrolring, der kan kontrollere lukkertid, blænde, ISO eller eksponeringskompensation.

Canon er også klar med to EF-EOS R-adaptere, så du kan bruge EF- og EF-S-objektiver fra Canons spejlreflekskameraer. Den ene adapter har en kontrolring ligesom RF-objektiverne, mens den anden er uden.

Senere kommer der adaptere, så du kan bruge forskellige pol- og ND-filtre, der sættes ind mellem kamerahus og objektiver. 

Canon EOS R har en vejledende pris på 19.990 kroner inkl. EF-adapter. Det sælges også i kit med det nye objektiv på 24-105 mm for 27.990 kroner.

> Læs også om Canons nye EF-objektiver, som også blev lanceret i dag.

> Få helt styr på Photoshop, Lightroom og Elements med vores kursusbog "100 Tips og kurser." Få bogen med to numre af Digital FOTO for kun 98 kroner inkl. porto. Se tilbuddet lige her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...